Det var bestemt ikke nogen sjov arbejdsdag for et pizzabud i Slagelse torsdag. Midt i arbejdet med at levere mad til de sultne kunder, blev han udsat for røveri. Det meddeler Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Omkring klokken 19 kørte den 19-årige mand på sin scooter ad Kierulffsvej i Slagelse med en taske over skulderen. Da han ville tjekke sin gps, holdt han ind på en parkeringsplads ved en kiosk.
Her blev pizzabudet passet op af to unge mænd, som hev fat i scooteren og fik held til at stjæle hans taske. Herefter stak de to mænd af til fods.
Nu efterlyser politiet de to røvere med følgende signalement.
Den ene er af anden etnisk herkomst end dansk, cirka 170 centimeter høj, mørkt kort hår, cirka 16-18 år, iført mørke bukser og en knælang sort frakke af mærket Canada Goose.
Den anden er ligeledes af anden etnisk herkomst end dansk, cirka 16-18 år, cirka 160-170 centimeter høj, iført blå jeans og kort hvid jakke med grå striber på lommerne.