Pensionist bliver munk: - Der sker et eller andet ubeskriveligt inde i en

Knud Christiansen har valgt at udskifte livet som pensionist for at blive buddhistisk munk. Så nu venter et liv med to måltider og en del meditation.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I en lille lejlighed i Næstved er Knud Christiansen ved at pakke en weekendtaske. Men selvom han skal være væk i ti dage, kan han nøjes med den mindste taske.

Et håndklæde, et par hvide sokker, tandbørste og et par chokoladebarer ryger i tasken. Knud Christiansen får hverken brug for bukser eller trøjer i en periode.

Han er nemlig buddhist og vil gerne være munk.

Derfor drager han til skovtemplet Wat Phra Dhammakaya, som ligger i Lystskoven i Korsør. Stedet har været en del af hans liv de seneste syv år.

quote Dhammakaya er en gren af buddhismen, som er meget kendt for deres meditation. Altså indre fred gennem meditation

Knud Christiansen, buddhist,

- Det (templet, red.) ligger i et skønt område i dejlig natur. Det er et fantastisk sted at meditere. Dhammakaya er en gren af buddhismen, som er meget kendt for deres meditation. Altså indre fred gennem meditation, siger han og tilføjer:

- Og det er nok det, der har for mig gjort, at jeg er blevet så glad for Dhammakaya.

En ære for familien

Nu vil han for en tid sige farvel til de almindelige dagligdagsbekvemmeligheder som pensionist til fordel for et liv som buddhistisk munk. 

Den beslutning har stor betydning for Knud Christiansens kone, Lek Christiansen, som kommer fra Thailand.

For hende og familiens veninde Pia Puggaard er det en stor ære at få en munk i familien.

- Det betyder meget for os. I Thailand er det meget vigtigt for os, siger Lek Christiansen.

- Vi kvinder kan ikke blive munk. Det er kun mændene, der kan det. Så det er meget specielt for os, siger Pia Puggaard.

Artiklen fortsætter under billedet.

For at blive munk må Knud Christiansen i gennem forskellige ritualer. For eksempel skal han have barberet hår og øjenbryn væk for at blive munk.
For at blive munk må Knud Christiansen i gennem forskellige ritualer. For eksempel skal han have barberet hår og øjenbryn væk for at blive munk. Foto: Sille Roulund - TV2 ØST

Må ikke være i kontakt med barnebarn

Med livet som munk følger traditionerne fra buddhismen også. Buddhismen siger, at der er bestemte regler, man som munk skal følge og leve efter.

- Jeg må ikke have nærkontakt med min kone for eksempel. Jeg må ikke have kontakt til mit barnebarn Smilla. Jeg må i hvert fald ikke fysisk røre hende, siger Knud Christiansen.

Men inden Knud Christiansen for alvor får lov til at fordybe sig i tilværelsen som munk, skal han sammen med de fire andre gennemgå flere dage med forberedelser og forskellige ritualer i Skovtemplet i skoven.

- Håret skal væk, øjenbrynene og skæg skal væk. Ellers har vi hele fredagen til at øve, så der håber jeg, at de sidste ting kommer på plads, siger han. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Her ses Knud Christiansen i sin nye munkedragt.
Her ses Knud Christiansen i sin nye munkedragt. Foto: Sille Roulund - TV2 ØST

Får overrakt særlig klædedragt

Efter alle forberedelserne kommer øjeblikket, som mange har ventet på. Her får Knud Christiansen sammen med de andre nye munke overrakt den karakteristiske, orange munkedragt.

quote Det øjeblik man har det hvide tøj på, til at man får den orange dragt på. Der sker et eller andet ubeskriveligt inde i en

Knud Christiansen, buddhist

Og det er et øjeblik, han har set frem til længe.

- Jeg glæder mig da til det. Nogen, der har prøvet det før, siger: Det øjeblik, man har det hvide tøj på, til at man får den orange dragt på, der sker et eller andet ubeskriveligt inde i en, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Her får Knud Christiansen overrakt sin orange munkedragt.
Her får Knud Christiansen overrakt sin orange munkedragt. Foto: Sille Roulund - TV2 ØST

Nu venter tiden, hvor vækkeuret ringer klokken 5.30, og Kim Christiansen kun får to måltider om dagen. Til gengæld får han en masse åndelig føde i form af meditation og fordybelse.

Munkene holder åbne meditationsarrangementer i templet Wat Phra Dhammakaya i Korsør hver weekend, hvor alle er velkomne til at deltage og selv prøve at meditere.


Nyhedsoverblik