Overså vigepligt - 66-årig påkørte kvinde og barn

En 35-årig kvinde er kørt til skadestuen, efter hun lørdag er blevet påkørt af en bil.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Lørdag klokken 12.37 modtog Sydsjællands og Lolland-Falster Politi en anmeldelse om, at en kvinde og et barn på cykel med anhænger var blevet ramt af en bil på Holbækvej i Slagelse. 

Vagtchef Ole Hald fortæller, at det var en 66-årig kvindelig bilist, der overså dem, da hun skulle køre ud fra en vej, hvor hun havde vigepligt.

- En personbil kører ud fra et boligområde, hvor man skal holde tilbage, fordi der er en dobbeltrettet cykelsti. Der overser bilisten en cykel med anhænger, der kommer kørende, siger Ole Hald og fortsætter:

- Cyklisten, en 35-årig kvinde, er bragt til skadestuen, fordi der er mistanke om et brækket håndled. 

I anhængeren sad en dreng. Han klarede sammenstødet uden skrammer. Han blev hentet af sin far, da den 35-årige blev kørt til skadestuen.

Vagtchefen fortæller, at både cyklisten og barnet i anhængeren havde cykelhjelm på.

- Der kommer et efterspil, når det er en overtrædelse af den ubetingede vigepligt, for det er en overtrædelse af færdselsloven, og det får man en straf for. I hvilket omfang kommer an på omstændighederne, siger Ole Hald.


Nyhedsoverblik