Otte biler i to uheld på Storebæltsbro

Tæt trafik og for lille afstand mellem bilerne menes at være årsag til harmonikasammenstød fredag eftermiddag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To harmonikasammenstød gav fredag eftermiddag problemer for trafikken på Storebæltsbroen i retning mod Sjælland.

Otte biler var involveret i sammenstødene, der heldigvis ikke kvæstede nogen livsfarligt.

- Otte biler har materiel skade, og de skal ryddes væk, før trafikken bliver normal igen, siger vagtchef Kim Munksgaard fra Fyns Politi.

 

Politiet fik klokken 16.40 en melding om, at fire biler var stødt sammen 500 meter inde på lavbroen i retning mod Sjælland.

Kort tid efter viste det sig, at der var tale om to uheld, idet fire andre biler var stødt sammen blot få hundrede meter længere inde på broen.

- Vi har haft to ambulancer derude, fordi nogle bilister menes at have nakkelæsioner, siger Kim Munksgaard.

Harmonikasammenstødene skete i nødsporet og i anden vognbane, og en længere overgang var kun en vognbane farbar, hvilket gav lange køer over broen.

- Uheldene skyldtes formentlig tæt trafik, og at folk også kører for tæt, siger vagtchefen.

Trafikken menes at være stort set normaliseret omkring klokken 18. Helt normal bliver den imidlertid først, når de skadede biler er blevet transporteret væk.

 

/ritzau/


Nyhedsoverblik