Fire lejligheder i Korsør måtte torsdag aften evakueres efter en brand.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.
- En træreol med fyrfadslys væltede, og det skabte en hel del røgudvikling, siger vagtchef Stefan Jensen til TV ØST.
Han oplyser, at der var en hel del røg i opgangen, og det var årsagen til evakueringen.
Der var tale om en opgang på Suhrsvej i Korsør, og meldingen om branden indløb klokken 18.00.
- Beboeren i den brandramte lejlighed blev indlagt til observation for røgforgiftning, men der har ikke været problemer for andre, siger Stefan Jensen.
Et skadeservice-firma er torsdag aften indsat for at fjerne sporene af branden.