Øjenvidne: Bil kørte ræs i Slagelse før biljagt

Et slagsmål og meget voldsom kørsel i Slagelse midtby gik angiveligt forud for den dramatiske biljagt, der tidligt søndag morgen sluttede med politiskud i Høng.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der gik et slagsmål mellem nogle hårde børster i Slagelses midtby forud for biljagten natten til søndag.

Det fortæller et øjenvidne til TV ØST.

Slagsmålet fandt sted midt i de små gader nær Tutten Bar og Natklub i Slagelses Midtby, fortæller Mathias Harpsöe Danielsen fra Skælskør, der var i byen i Slagelse lørdag aften og nat.

Da politiet mødte op og fik splittet de stridende parter fra hinanden kom en blå bil fra Forsvaret ræsende forbi – og var ved at ramme flere mennesker på vejen, blandt andet øjenvidnet.

- Den var ikke engang en meter væk, da den med høj fart ræsede forbi første gang. Og kort efter kom bilen tilbage og provokerede politiet, fortæller han til TV ØST.

Senere så han og et par venner, hvordan bilen blev jagtet af politibiler på landevejene omkring Slagelse.

Vil gerne høre fra øjenvidner

Janus Rasmussen fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed kan på nuværende tidspunkt hverken be- eller afkræfte forløbet inde i Slagelses midtby, men bekræfter, at den blå bil fra Forsvaret blev forfulgt af to patruljevogne fra politiet fra Slagelse til Høng, hvor de dræbende skud blev affyret. Biljagten tog 11 minutter.

- Vi kender endnu ikke det præcise forløb, der gik forud for skudepisoden. Men vi vil meget gerne høre fra vidner, der har set bilen og dens færden i Slagelse – og eftersættelsen fra Slagelse til Høng, siger han til TV ØST.


Nyhedsoverblik