Øboere snuppet af politiet

Selv om de små øer ofte er fredet for politi, så er der altså indimellem kontroller, og onsdag betød et politivisit, at ni bilister blev snuppet på Omø.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På øerne holder borgerne sammen, og der har længe gået rygter om, at når politiet er med færgen, så bliver øboerne advaret. Hvis det er sandt, så var beskeden ikke nået frem til alle 157 beboere på Omø onsdag formiddag.

Klokken 11 sejlede to betjente fra færdselsafdelingen med færgen til den lille ø sydvest for Skælskør for at lave en færdselskontrol. Fokus var især rettet mod spirituskørsel, og med sig på bagsædet havde patruljen en læge til at tage eventuelle blodprøver.

Ni ud af 31 sigtet

Betjentene standsede og kontrollerede i alt 31 køretøjer i løbet af dagen. En 66-årig mand kørte, selv om han havde drukket spiritus og derved overskred den tilladte grænse, to var påvirkede af hash. Derudover var der fem bilister, som ikke brugte sikkerhedsselen, og en som talte i håndholdt mobiltelefon under kørslen.

Foruden overtrædelserne af færdselsloven fandt betjentene 10 gram hash i en bil. Alle bilisterne blev sigtet for de overtrædelser, de havde begået.


Nyhedsoverblik