Nytåret forløb roligt på Motalavej

På Motalavej i Korsør oplevede beboerne et fredeligt nytår, og det står i stærk kontrast til sidste år, hvor kvarteret var plaget af uro.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Beboerne på Motalavej i Korsør havde, i modsætning til sidste år, en rolig nytårsaften – og de var alle glade for, at natten endte uden optøjer.

- Jeg var rundt omkring i byen, og alt er gået, som det skal. Det kan ikke være bedre, siger Mounir Ali, som har boet i området i mange år. Han suppleres af Tina Pedersen:

- Jeg synes, det har været dejligt. Helt sikkert. Både fordi det giver noget positiv omtale, og fordi man kan være tryg, siger hun.

Tidligere har området ellers været plaget af optøjer. Sidste nytår satte en gruppe unge ild til 14 containere. De angreb desuden brandvæsenet med både bomberør og kanonslag. Også Nordbyen i Slagelse var dengang ramt af lignende episoder. 

Kun få hændelser

Hos politiet bekræfter man, at indgangen til 2015 generelt forløb roligt i kommunen - det var nemlig kun i Nordbyen i Slagelse, at det var nødvendigt at rykke ud.

- Der har været rigtig stille på motalavej. Der har vi faktisk ikke registret nogen hændelser. I Ringparken har vi registreret to hændelser omkring midnat - en ildspåsættelse og noget fyrværkeri, der bliver afskudt mod politiet, siger Peter Compen, der er vicepolitiinspektør ved lokalpolitiet i Slagelse.

Tæt samarbejde

Efter de mange hændelser har man sat ind for at løse problemerne – og det ser altså nu ud til at have båret frugt.

- Der har været et rigtig tæt samarbejde mellem Slagelse Kommune, boligselskaberne, politiet og så de forskellige beboergrupper, heriblandt fadergrupperne, som er i de to områder. Det er nogle vigtige aktører, som har været på gaden nytårsaften, og som selvfølgelig formentlig har været medvirkende til at lægge en dæmper på det, siger Peter Compen.


Nyhedsoverblik