Nyt skattecenter med op til 150 arbejdspladser åbner i Slagelse

Fire nye skattecentre bliver åbnet frem mod 2024, hvoraf et allerede fra næste år får adresse i Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fra næste år vil en afdeling af Skat få til huse på en adresse i Slagelse. Sammen med fire andre danske byer får den vestsjællandske købstad en nøglerolle i regeringens planer om at styrke skattekontrollen i Danmark.

Her åbnes fra næste år et nyt skattecenter med op til 150 arbejdspladser i Slagelse – nærmere bestemt på Ndr. Ringgade 70C.

quote Med i alt otte nye skattecentre rundt om i landet og 1.000 nye medarbejdere tager vi et stort skridt mod en bedre og mere effektiv skatteforvaltning

Morten Bødskov (S), skatteminister

Det bekræfter Skatteministeriet over for TV2 ØST.

Ifølge skatteminister Morten Bødskov (S) – som forleden kunne orientere Slagelse Kommune om planerne – er det en topprioritet for regeringen, at Danmark har en stærk og tidssvarende skatteforvaltning.

- Det er afgørende for, at vores velfærdssamfund kan fungere. Regeringens reform af skatteforvaltningen skal sikre, at flere betaler den skat, de skal. Både fejl og svindel skal stoppes og forebygges, og der skal slås hårdt ned på dem, der bevidst forsøger at snyde vores fælleskasse, lyder det fra ministeren.

Nyheden vækker glæde i Slagelse, som tidligere har måtte vinke farvel til et andet skattecenter beliggende i Korsør.

- Det understreger, at Slagelse er i rivende udvikling. At man placerer sådan et højtspecialiseret Skattecenter i Slagelse skyldes, man punkt et; kan lide placeringen infrastrukturmæssigt. Punkt to; man ved også, man kan rekruttere de medarbejdere, der skal til – også fra lokalområdet. Det er højspecialiserede medarbejdere, siger borgmester John Dyrby Paulsen (S).

Artiklen fortsætter under videoen.

1.000 nye job i hele landet

Udover Slagelse oprettes der næste år også et nyt skattecenter i Ringe på Fyn, og året efter bliver der også åbnet skattecentre i Svendborg og Frederikshavn.

Skatteforvaltningen har i dag til huse i 28 byer landet over – og sammen med de to i forvejen annoncerede skattecentre i Jylland – vil der være skattecentre i samlet 33 byer landet over fra år 2024.

- Med i alt otte nye skattecentre rundt om i landet og 1.000 nye medarbejdere tager vi et stort skridt mod en bedre og mere effektiv skatteforvaltning, lyder det fra skatteministeren.

Læs også
Borgere i Region Sjælland får 2,6 milliarder overskydende skat tilbage

De 1.000 stillinger fordeler sig på 250 allerede ansatte medarbejdere i Fredericia og Frederikssund, der blev åbnet sidste år, 250 stillinger i Viborg og Esbjerg, samt 500 fordelt på de fire i dag annoncerede skattecentre.

For Slagelse Kommune gælder det nu om at gøre det attraktivt for nye medarbejdere at slå sig ned i Slagelse – men også det har man fokus på i Slagelse.

- Vi har den fordel her, at de medarbejdere, der kommer til at arbejde på skattecenteret, kan sidde og kigge direkte over i et nyt boligområde. Men selvfølgelig skal vi lave noget oplysningsarbejde, siger borgmesteren og fremhæver ligeledes rekreative område som nabo til det ny skattecenter.

Planerne for de fire ny skattecentre præsenteres af regeringen klokken 16.