Nyt projekt skal hjælpe ledige tilbage i arbejde efter coronakrisen

Projektet Talerummet vil tilbyde karriererådgivning til dem, der har mistet deres arbejde under coronakrisen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ledigheden er steget markant på grund af coronakrisen.

Og det har fået karriere- og ledelsesrådgiver Anne Marie Valentin til at sætte gang i et nyt projekt.

Talerummet, som projektet hedder, skal hjælpe dem, der har mistet deres job under coronakrisen, med at finde tilbage på arbejdsmarkedet.

- Jeg er vant til at arbejde med de her transitioner, når man skifter arbejde, og her kan man i høj grad have brug for hjælp til at forstå sine egne reaktioner, fortæller Anne Marie Valentin.

quote Det handler om at tænke, når nu det er sket, hvordan får jeg så det bedste ud af det

Anne Marie Valentin, stifter, Talerummet.

Hun forklarer, at Talerummet skal være et mødested for borgere i Slagelse Kommune, der har mistet deres arbejde i forbindelse med coronakrisen.

Gennem projektet vil det blandt andet være muligt at få individuel rådgivning, webundervisning og sparring.

En vigtig del af arbejdet i Talerummet bliver, at få de ledige til at forstå, deres egen reaktion på den usikkerhed, der følger med en afskedigelse, fortæller Anne Marie Valentin.

- Når man er i en afslutningsfase, om den er selvvalgt eller ej, så har vi som regel mange følelser og reaktioner, som både kan vende indad og udad, siger hun.

- Det er en naturlig reaktion på en unaturlig situation.

Artiklen fortsætter under billedet.

Anne Marie Valentin har fået 50.000 kroner til projektet Talerummet.
Anne Marie Valentin har fået 50.000 kroner til projektet Talerummet. Foto: Helle Moos

Men selvom en afskedigelse kan føles som en afslutning, så kan det også være en begyndelse på et nyt kapitel, siger karriererådgiveren.

- Når folk forstår deres egne reaktioner, så kan også de bruge deres tid mere effektivt på at komme videre. Det handler om at tænke, når nu det er sket, hvordan får jeg så det bedste ud af det, forklarer hun.

Forening har åbnet for akutpulje

Anne Marie Valentin har fået 50.000 kroner af Velliv Foreningen til at skabe Talerummet.

Velliv Foreningen har oprettet en akutpulje på 10 millioner kroner, der skal bruges til at støtte foreninger og projekter, der hjælper mennesker, som har brug for en ekstra håndsrækning under coronakrisen.

- Vi støtter op om aktiviteter rundt om i lokalsamfundene, hvor folk arbejder med udsatte grupper eller andre, der har brug for en ekstra håndsrækning, fortæller Lars Bo Pedersen, der er programchef i Velliv Foreningen.

Femernbyggeri
Læs også
Femern-byggeri har fået startdato:
Lokale håber på flere tusinde nye jobs på Lolland
Femernbyggeri
Læs også
Femern-byggeri har fået startdato:
Lokale håber på flere tusinde nye jobs på Lolland

Mellem 200 og 250 projekter landet over vil få gavn af donationerne fra foreningen, der håber, at et projekt som Talerummet i Slagelse kan være med til at hjælpe folk i arbejde igen.

- Det kan hjælpe folk til at bevare deres tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis de bevarer tilliden og troen på, at de kan komme i arbejde igen efter krisen, siger Lars Bo Pedersen.

Færre jobopslag og større ledighed

Tal fra Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering viser, at der er sket en stigning i antallet af ledige på 34,6 procent i Region Sjælland mellem den 8. marts 2020 og den 22. april 2020.

I samme periode er antallet af opslåede stillinger i regionen faldet med 32,2 procent.

Er du interesseret i at få karriererådgivning i Talerummet, kan du kontakte Anne Marie Valentin på e-mailen amv@intojob.dk eller søge om optagelse i Facebookgruppen Talerummet.

Velliv Foreningen modtager fortsat ansøgninger til deres akutpulje til støtte af projekter, der hjælper mennesker i udsatte situationer. Lars Bo Pedersen oplyser, at der lukkes for ansøgninger i begyndelsen af uge 18.


Nyhedsoverblik