Nyt betalingsanlæg på Storebæltsbroen kommer til næste år

Til efteråret 2019 kommer der nyt betalingsanlæg på Storebæltsbroen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Med 20 år på bagen skal betalingsanlægget ved Storebæltsbroen fornyes.

A/S Storebælt har netop indgået en aftale med norske Q-Free, som skal stå for det nye betalingsanlæg. Det kommende anlæg skal gøre det både hurtigere og nemmere for bilister at komme over Storebæltsbroen.

- Det nye betalingsanlæg bliver en version2.0. Det betyder, at vi vil kunne give kunderne en endnu bedre serviceoplevelse, end det vi kender til i dag, siger Jens Kjær Nielsen, chef for Storebælts betalingsanlæg, i en pressemeddelelse.

Vil stå færdigt i 2019

Det nye betalingsanlæg betyder, at der kommer flere ekspresbaner til bilister, som bruger PayByPalte eller BroBizz og hastigheden sættes op til 50 kilometer i timen.

A/S Storebælt forsikrer samtidig, at det overgangen til det nye betalingsanlæg ikke vil komme til at påvirke trafikanterne. 

Licitationen - Byggeriets Dagblad kunne tirsdag fortælle, at den italienske koncern Autostrades datterselskab Autostrade Tech Spa. var med i opløbet om at modernisere betalingsanlægget på Storebæltsbroen.

Og det er netop den koncern, som den italienske stat holder ansvarlig for brokollapset på Morandi-broen i Genova i sidste uge.

Betalingsanlægget forventes at stå færdigt til efteråret næste år.