Nye venner og adrenalin i kroppen - gadeidræt får unge væk fra computeren

Gadeidrættens dag i Korsør trak både garvede og nye idrætsudøvere til.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis man spørger 14-årige Patrick Kofoed Pedersen fra Slagelse, så er der en god forklaring på, hvorfor han står på løbehjul.

- Det er sjovt, og det giver adrenalin i kroppen, hver gang man lander et trick.

Patrick Kofoed Pedersen har stået på løbehjul i to et halvt år.

Inden havde han prøvet kræfter med forskellige typer af foreningsidræt, men det er gadeidrætten, der passer bedst til hans temperament.

Artiklen fortsætter under billedet.

Patrick Kofoed Pedersen, 14 år , Slagelse.
Patrick Kofoed Pedersen, 14 år , Slagelse. Foto: Jesper Hald - TV2 ØST

- Her kan du selv vælge, om du har tid i dag til at køre, om du har lysten, så det er meget dejligt, at man selv kan vælge, hvornår man vil, fortæller han.

Men selvom den 14-årige selv styrer, hvor meget han træner, så ligger han ikke på den lade side.

- Jeg kører tre gange om ugen, fem timer om dagen, siger han.

- Man skal jo øve sig.

Ifølge Thomas Zielinski, der er formand for Korsør Skatepark og initiativtager på Gadeidrættens dag i Korsør, er der mange, der har det som Patrick Kofoed Pedersen.

- Der kommer en del, som overhovedet ikke er involverede i den brede idræt, og der kommer mange, som meget gerne vil udfordres, og som gerne vil have et kammeratskab, siger Thomas Zielinski.

Artiklen fortsætter under billedet.

Thomas Zielinski, formand for Korsør Skatepark.
Thomas Zielinski, formand for Korsør Skatepark. Foto: Jesper Hald - TV2 ØST

Han håber, at en dag som Gadeidrættens dag vil få flere unge til at få øjnene op for gadesport.

- Vi har så mange muligheder for at aktivere børn og unge på mange forskellige måder, og hvorfor skal det lige være de klassiske sportsgrene som håndbold, fodbold og badminton og svømning altid? Siger han.

Sad bare foran computeren

14-årige Malte Andersen fra Korsør har stået på løbehjul i lidt over et år.

Han er glad for, at han har fundet en sportsgren, som han er glad for.

Artiklen fortsætter under billedet.

Malte Andersen, 14 år, Korsør.
Malte Andersen, 14 år, Korsør. Foto: Jesper Hald - TV2 ØST

- Jeg sad bare derhjemme foran computeren, fortæller han og forklarer, hvorfor det er så fedt at stå på løbehjul.

- Man får bedre motion, bedre kondi og flere venner, siger Malte Andersen.

Han synes, det er en god idé, at man præsenterer gadeidrætten for flere via et arrangement som Gadeidrættens dag.

- Det er fedt, at de små også kommer ud og ser, om de har lyst til det, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

 
  Foto: Jesper Hald - TV2 ØST

Morten Bo Andersen, der er engagementschef i Game, som arbejder med bevægelse og fællesskab for udsatte unge i Danmark og i resten af verden, var også med ved arrangementet i Korsør denne lørdag.

Han mener, det er vigtigt, at de unge bliver præsenteret for gadeidrættens muligheder.

- Der er brug for gadeidræt og selvorganiseret idræt, fordi inaktivitet er jo, efter rygning, den største dræber i Danmark, og vi oplever, at selvom vi er et foreningsland, så er der færre og færre, der er medlem af foreningerne. Og derfor er der mere og mere brug for, at folk de kommer ud og bevæger sig på egen hånd, siger han.

Læs også
Jonas kæmper med ADHD - løbehjulet blev hans frirum
Læs også
Jonas kæmper med ADHD - løbehjulet blev hans frirum

- Det går rigtig godt med fitnesscentrene og løb i skoven og så videre, men der er rigtig mange unge, der fanger den her vibe i gadeidrætten og kommer ud og engagerer sig i skateboard, i streetbasket, i gadefodbold og i breakdance, siger Morten Bo Andersen.

Morten Bo Andersen, engagementschef, Game.
Morten Bo Andersen, engagementschef, Game. Foto: Jesper Hald - TV2 ØST

Nyhedsoverblik