Nye pullerter skaber debat - spærrer for kørsel i bymidte

I Slagelse er der opsat pullerter flere steder i bymidten, og det kan ifølge en beboer skabe problemer for redningskøretøjer. Beredskabet afviser selv problemet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Slagelse er bymidten afspærret ved hjælp af pullerter, som blev etableret og sat i drift mandag den 2. maj. 

Tirsdag den 3. maj kunne politi med udrykning ikke komme igennem afspærringen til en hændelse på Café Tidløs. Det fortæller Frederik Karstrøm, der bor på Schweizerpladsen, som er et af de steder, hvor pullerterne er sat op. 

- På dag to efter etableringen af de her pullerter sidder jeg hjemme på mit kontor og kan se, at politiet kommer og stopper ved de her pullerter, som de ikke kan køre forbi. De vælger så den løsning, at de lader bilen stå og løber resten af vejen, fortæller han og fortsætter:

- Jeg mener, det er spildtid i den reaktionstid, som brandvæsen og politiet skal have. Hvis der er en butiksrøver, så når han altså at få et rigtig flot forspring i den tid, hvor politiet skal prøve at få pullerterne ned. 

Brandvæsen og politi afviser problemer

Pullerterne er opsat på baggrund af en byrådsbeslutning tilbage i 2020. På kommunens hjemmeside kan man læse om pullerterne, og her fremgår det, at politi og brandvæsen:

- Med en særlig nøgle eller kode til enhver tid kunne sænke pullerterne og køre ind på områderne.

Men ifølge Frederik Karstrøm fungerer det altså ikke i virkeligheden.

quote Jeg mener, det er spildtid i den reaktionstid, som brandvæsen og politiet skal have

Frederik Karstrøm, Slagelse

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vil ikke gå ind i det konkrete tilfælde den 3. maj, men kommunikationsmedarbejder Jacob Hansen oplyser, at flere af politiets patruljer siden opsætningen af pullerterne har fået velfungerende fjernbetjeninger, så de kan køre dem ned, når der er brug for det. 

Læs også
Brandvæsen har fået nyt supervåben - kan skære igennem mursten og stål
Læs også
Brandvæsen har fået nyt supervåben - kan skære igennem mursten og stål

Slagelse Brand og Redning fortæller, at de fra starten har haft mulighed for at sænke pullerterne.

- Vi har haft fuld adgang fra starten. Der sidder nøglebokse på pullerterne ved alle indfaldsveje, så vi kan komme ind, når der er behov for det. Det er et system, der har været etableret fra starten, siger René Kofod, der er souschef i Slagelse Brand og Redning. 

Forsinker ikke indsats 

Frederik Karstrøm fortæller, at der også har været en episode den 7. maj, hvor der var brand i Andrews Burgerbar. 

Her holdt brandvæsnet uden for pullerterne og trak brandslanger ind i stedet for at sænke dem og køre helt hen til bygningen. Det kan også ses på billeder fra en artikel om branden bragt af Sjællandske.

quote Vi har haft fuld adgang fra starten

René Kofod, souschef i Slagelse Brand og Redning

Men ifølge René Kofod er der ikke grund til bekymring på baggrund af den episode.

- Det skyldtes, at der var kraftig røgudvikling, og vi har en lang slange, vi kan trække ind. Det var væsentlig hurtigere at tage den, end at begynde at låse pullerterne op for så at køre ind, siger han og fortsætter:

- Det forsinkede ikke indsatsen, og det er noget, vi er vant til at gøre, hvis vi for eksempel kommer ud til et sted, hvor det er svært at komme til. Men det har altså ikke haft indvirkning på indsatsen ved den pågældende brand. 

Læs også
Slagelse laver ungdomsklub på hjul: - Det er fedt, at man kan komme rundt
Læs også
Slagelse laver ungdomsklub på hjul: - Det er fedt, at man kan komme rundt

Ifølge Slagelse Kommunes hjemmeside spærrer pullerterne for ind- og udkørsel af området fra klokken 11.00 til efterfølgende dag klokken 5.00. Fra klokken 5.00 til 11.00 er der åbent for kørsel, fordi det er der, der ofte er varelevering og afhentning af affald. 

Beboere og erhvervsdrivende i området har mulighed for at kunne køre pullerterne op og ned via et telefonnummer, man kan ringe til, eller med en fjernbetjening, man betaler for.

Frederik Karstrøm har valgt den første løsning, hvilket han understreger har fungeret uproblematisk. 


Nyhedsoverblik