Ny musikfestival i Slagelse møder stor opbakning på premieredagen

Carpark North og forsangeren fra rockgruppen D-A-D, Jesper Binzer, er blandt kunstnerne til Slagelse Sommerlyd.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Coronakrisen har i den grad udfordret musikbranchen, og henover sommeren har der været helt stille på koncert- og festivalfronten.

Fredag bliver en nyopstartet minifestival imidlertid skudt i gang i Slagelse. 

Festivalen, Slagelse Sommerlyd, er blevet stablet på benene på få måneder og åbner fredag med kunstneren Mattis og Carpark North, mens Jesper Binzer, forsanger i D-A-D, og bandet Go Go Berlin spiller lørdag, hvor festivalen slutter.

Miquel Calderon, der er en af arrangørerne, fortæller, at det var et opkald fra Jesper Binzer, som lagde grundstenene til Slagelse Sommerlyd, som møder stor lokal opbakning. 

- Jeg fik et opkald fra Jesper Binzer, som sagde, at han skulle ud at turnere igen og derfor spurgte, om han skulle komme til Slagelse, fordi jeg tidligere havde drillet ham og spurgt, hvornår han kom hertil. Så slog jeg til med det samme og fik fat i nogle kammerater, og lige pludselig havde vi stablet en frivillig organisation på benene og med flere kunstnere, siger han. 

Der er plads til 400 siddende publikummer, som har en meters afstand imellem sig, til koncerterne. Fredag er der udsolgt af billetter.  

To af de fremmødte er veninderne Julie Thorsted og Nikoline Felding fra Slagelse. 

- Vi synes, det er noget, man skal bakke op om. Vi vil gerne have mere af sådan noget her til Slagelse, for det skaber en virkelig fed stemning i byen. Der er noget for alle, siger Julie Thorsted.