Nu må psykiatriske patienter i Slagelse ryge igen

Ledelsen på det nye psykiatrisygehus i Slagelse ophæver nu det udskældte rygeforbud for de indlagte patienter på stedet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et rygeforbud skabte problemer for personalet på det nye psykiatrihospital i Slagelse. Nu har ledelsen sadlet om - efter en række møder med medarbejderne.

Det skriver DR Sjælland.

I december beklagede Dansk Sygeplejeråd, at sygeplejerskerne røg i konflikter med patienterne, fordi de skulle håndhæve et rygeforbud, så det glæder næstformand i sjællandskredsen hos Dansk Sygeplejeråd, Ulla Birk Johansen at rygeforbuddet nu er ophævet:

- Det er dejligt at man flytter fokus fra forbud til tilbud. Vi snakker om alvorligt syge mennesker, og det er helt malplaceret at forlange, at de skal holde op med at ryge, siger hun til DR Sjælland.

Psykiatrisygehuset vil nu i stedet tilbyde patienterne hjælp til at stoppe med at ryge, det fortæller psykiatridirektør i Slagelse, Michael Werchmeister:

- Der har været en del kritik og bekymring, og det har vi lyttet til, siger han til DR Sjælland.

Et konsulentfirma skal nu komme med bud på, hvordan psykiatrihospitalet kan arbejde med at få patienterne til at kvitte smøgerne frivilligt.

Psykiatridirektøren har nemlig stadig en ønske om, at sygehuset skal blive røgfrit på længere sigt.

Indtil da får patienterne lov til at ryge i de atriumgårde, som ligger inde på psykiatrisygehusets område, skriver DR Sjælland.


Nyhedsoverblik