Nu kan du leje Simon Spies' bus med køkken og fadølshane

I Skælskør har Ole Vang samlet busser med historie, og seneste skud i samlingen er Simon Spies’ bryllupsgave fra Janni.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Én bus har været bandet Michael Learns To Rock’s orkesterbus, en anden har kørt rundt i Paris’ gader, og nu tæller samlingen i Skælskør også Simon Spies’ gamle private bus.

Ole Vang er direktør på Danmarks Busmuseum, som netop har anskaffet sig det rullende stykke kulturhistorie, som han har ledt efter i en god rum tid.

- Det er et par år siden, jeg fandt ud af, at den stod på Fyn, og så har vi forhandlet lidt frem og tilbage, og 8. oktober overtog vi den, lyder det fra Ole Vang.

Køkken og fadølshane

Hvad han har givet for den, vil han ikke ud med, men Simon Spies Fonden har støttet med omkring halvdelen af beløbet.

Spies’ hustru Janni er formand for fonden og bussen var en gave fra hende til manden, da de blev gift i 1983.

Parret brugte bussen til ture, og den indeholder blandt andet et komplet køkken og en fadølshane. Fra 1984 til 1987 var bussen ejet af Spies Rejser, herefter overtog Ditto Busser i Holbæk den og ejede den indtil 2009, hvor Vester Skerninge Busser på Fyn overtog den.

JANNIE_GIR_PRIS.jpg
Læs også
Simon Spies Fonden giver penge til Lolland
JANNIE_GIR_PRIS.jpg
Læs også
Simon Spies Fonden giver penge til Lolland

Og nu er den altså Busmuseets. Bussen er produceret i Tyskland og importeret af Ringsted Karosserifabrik, og selv om den efterhånden har 36 år på bagen, kommer den ikke til at stå stille.

- Vi lever af at sælge historiske oplevelser til folk, så hvis der er nogen, som vil leje den, kommer den ud at køre, siger Ole Vang.

I bussen finder man blandt andet et fadølsanlæg og et mødelokale.
I bussen finder man blandt andet et fadølsanlæg og et mødelokale. Foto: Frederik Hagedorn - TV2 ØST

Masser af busfester

Museet har i alt 16 indregistrerede busser, som kan bruges til festlige lejligheder, og der er blevet fejret lidt af hvert i dem.

- Vores bybus fra Paris fra 1934 er blevet brugt til både barnedåb, runde fødselsdage, sølv- og guldbryllupper. Der er borde indeni, som man kan sidde fire personer omkring, så der er blevet festet med både boller og lagkage, øl og snaps, fortæller museumsdirektøren.

Direktør for Danmarks Busmuseum, Ole Vang.
Direktør for Danmarks Busmuseum, Ole Vang.

Samlingen tæller også en orkesterbus, som har tilhørt det danske band Michael Learns To Rock. For nogle måneder siden ringede han til dem for at fortælle, at deres gamle bus stod hos ham, og de kvitterede med baggrunden for, at der står Martha på fronten af den.

- Deres ældste fan var 82 år og hed Martha, og så valgte de at dedikere bussen til hende.

Brugt til film og tv

Udover fester bliver Ole Vangs busser jævnligt hyret til film- tv- og reklameoptagelser. Sidste år medvirkede busser fra museet i syv forskellige produktioner, og Spiesbussen medvirkede i 2012 i tv-serien Danish Dynamite.

Læs også
Turisterne strømmer til Møn - nu sættes busser ind mod trafikkaos
Læs også
Turisterne strømmer til Møn - nu sættes busser ind mod trafikkaos

Nu kommer den måske på nye eventyr, og Ole Vang er glad for at have den i sin samling.

- Den er jo et stykke kulturhistorie. Det var Simon Spies, som sammen med pastor Krogager satte gang i rejsebranchen, og jeg har også hans gamle bus, hvor der står Tjæreborg på siden, fortæller Ole Vang med henvisning til Ejlif Krogagers rejsebureau Tjæreborg, som senere blev solgt til Spies Rejser.

Hvis man overvejer at leje en af museets særlige busser, som i øvrigt altid kommer med en chauffør, koster det 2500 kroner i startgebyr, og prisen bliver herefter sat efter, hvad bussen skal bruges til, og hvor længe, den skal lejes.

 
 

Nyhedsoverblik