Nikolaj Jensen er vaccineret mod corona - alligevel endte han med at blive indlagt

Antallet af indlagte patienter med covid-19 stiger, og Region Sjælland hæver nu corona-beredskabet og aflyser planlagte operationer.

For blot en måned siden havde Nikolaj Jensen fra Sorø ikke forudset, at han skulle blive en af dem, som covid-19 ramte. Vi møder ham på Slagelse Sygehus, hvor han efter tre uger på isolationsstue er rykket ud på gangen for at gøre plads til nye patienter, der ligger isoleret dør om dør bag nedrullede persienner. Det eneste tegn på isolationen er de gule advarselsskilte. 

Nikolaj Jensen er ved godt mod, men hoster stadig og har mistet så meget muskelmasse, at han går usikkert. Nikolaj Jensen har ellers valgt at blive vaccineret mod corona, derfor var han meget forundret, da han blev konstateret smittet. 

- Der var da godt nok nogen i området, der havde corona. Men jeg tænke ikke over det, jeg var jo vaccineret, så det var fint. Jeg troede ikke, at jeg kunne fejle noget, men det kunne jeg så åbenbart alligevel. Nu blev det min tur, siger han.

Fra næste uge er sygehusene i Region Sjælland nødsaget til at aflyse 50 procent af de operationer, der er planlagt. Det skyldes, at antallet af indlagte patienter med covid-19 er steget meget de seneste uger.
Fra næste uge er sygehusene i Region Sjælland nødsaget til at aflyse 50 procent af de operationer, der er planlagt. Det skyldes, at antallet af indlagte patienter med covid-19 er steget meget de seneste uger. Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

Nikolaj Jensen havde ikke på forhånd følt sig syg, men en aften, hvor han skulle fylde piller på fyret i fyrrummet, besvimede han. Han tog fra med hænderne og fik slemme forbrændinger fra fyret på armene og på siden af hovedet. Men det opdagede han ikke, fordi han var helt væk, indtil hans kone fandt ham og fik tilkaldt hjælp.

- Jeg vågnede først op, da jeg lå på intensivafdelingen og begyndte at tale om alt det, jeg skulle dagen efter. Men så fortalte de mig, at jeg skulle ingen steder, fortæller Nikolaj Jensen, der er 51 år og selvstændig automekaniker i Sorø.

Ligner dét vi kender

På Slagelse Sygehus er der i øjeblikket indlagt 14 corona-patienter. De er fordelt på henholdsvis Lungemedicinsk Afdeling og Geriatrisk Afdeling G2.

- Det ligner dét, vi kender fra første og anden bølge. Dem, der bliver indlagt, er syge og svækkede og har brug for hjælp i form af blandt andet ilt, fortæller Olga Andersen, der er afdelingslæge på Geriatrisk Afdeling G2.

Niels Reichstein Larsen er direktør på Næstved, Slagelse, Ringsted Sygehuse.
Niels Reichstein Larsen er direktør på Næstved, Slagelse, Ringsted Sygehuse.

Presset af patienter kan mærkes på alle regionens akutsygehuse i Nykøbing Falster, Holbæk, Køge og altså også i Slagelse. Smittetrykket er steget kraftigt de seneste uger, og de daglige smittetal er høje. 

Men det er dog ikke alle, der bliver smittet med covid-19, som bliver alvorligt syge. Af de 81 indlagte, der er på regionens sygehuse lige nu, er 25 indlagt for andre komplikationer. Smitten er kun opdaget, fordi alle bliver testet ved indlæggelse. Alligevel betyder coronaen ekstra arbejde for personalet. 

- Det med at isolere en patient kræver ekstra ressourcer, så det er ligeså arbejdskrævende. Men det er mindre belastende for patienten, fordi det ikke er covid, men noget andet, der er den største årsag til, at de er kommet til os, fortæller Niels Reichstein Larsen, der er direktør på Næstved, Slagelse, Ringsted Sygehuse.  

Nikolaj Jensen er overrasket over, at covid-19 ramte ham, især fordi han har valgt at blive vaccineret.
Nikolaj Jensen er overrasket over, at covid-19 ramte ham, især fordi han har valgt at blive vaccineret.

For at sygehusene stadig kan hjælpe alle patienter, går Region Sjælland nu i beredskab. Det vil sige, at hvor der lige nu er almindelig aktivitet på sygehusene, så bliver halvdelen af de planlagte operationer fra den kommende uge aflyst.

- Det er mange, og det er vi rigtig kede af, og det er superærgerligt for de patienter, der får udskudt deres behandling, siger Jesper Gyllenborg, der er koncerndirektør på Region Sjælland.

Vi må prioritere 

Sygehusene har længe været pressede af corona, derudover har der været sygeplejerskestrejke, pukler af aflyste operationer, der skulle indhentes, og der har været et generelt pres på sygehusene med mange syge dette efterår. De nye aflysninger sker for at undgå, at personalet bliver presset endnu mere i bund.

- Vi kan klare presset indtil videre. Men det har selvfølgelig den konsekvens, at vi er nødt til at være lidt mere skarpe i, hvordan vi prioriterer dem, der skal indlægges og hvordan de skal behandles. For medarbejderne kan kun klare det indtil et vist punkt, siger Niels Reichstein Larsen. 

Olga Andersen er afdelingslæge på Geriatrisk Afdeling G2 på Slagelse Sygehus. De patienter, hun ser, har de samme symptomer som i foråret som er vejrtrækningsproblemer, hoste og udmattelse.
Olga Andersen er afdelingslæge på Geriatrisk Afdeling G2 på Slagelse Sygehus. De patienter, hun ser, har de samme symptomer som i foråret som er vejrtrækningsproblemer, hoste og udmattelse. Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

Personalet er klar til at tage imod dem, der bliver syge.

- Det skal vi være, og det kan vi godt. Nu venter vi på, om den tredje bølge er på vej og vi har prøvet det før, og der omorganiserer vi ressourcerne og hjælper hinanden på sygehuset, siger Olga Andersen. 

Nikolaj Jensen sidder nu med taske og kuffert foran sig. Han er på vej hjem, hans kone kommer og henter ham om et øjeblik. Han er selvstændig mekaniker og håber snart at være klar igen.

- Jeg satser da på at komme til at lave noget efter jul, så jeg kan tjene nogle penge og holde skindet på næsen, jeg kan ikke ligge hjemme på sofaen hele tiden, siger Nikolaj Jensen.