14 dage i varetægtsfængsel.
Det blev dagens høst for en 29-årig mand fra Slagelse-området, der blev anholdt natten til søndag.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.
Politiet kom på sporet af manden, da han i narkopåvirket tilstand udløste et mindre trafikuheld i Slagelse natten til søndag. Her stødte han sammen med en anden personbil.
- Der skete heldigvis kun materiel skade ved uheldet - men fordi han var påvirket af narkotika, besluttede vi at gennemsøge bilen. Og her fandt vi adskillige poser med narkotika, oplyser vagtchef Bo Georg Petersen.
Fandt større mængde narko i mandens hjem
Også mandens hjem blev på den baggrund undersøgt - og her gjorde politiet et større fund af amfetamin.
Ifølge vagtchefen er der tale om et så stort fund, at det normalt alene er nok til at udløse et krav om varetægtsfængsling. Her går grænsen ved mere end 50 gram.
Det vides ikke, hvordan den 29-årige mand selv forholder sig til sigtelsen.
Mandens bil blev senere på natten transporteret væk fra stedet med et fejeblad, oplyser øjenvidner til uheldet til TV2 ØST.