Mysterium: Gamle gravsten dukker op ved Korsør Nor

Gamle gravsten dukker med jævne mellemrum op ved vandet ved Norbrinken i Korsør. Senest er der fundet en sten, hvor navnene stadig tydeligt kan ses.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Folk, der går tur ved den sydlige del af Korsør Nor møder ind imellem et noget mærkværdigt syn: gamle gravsten, der ligger side om side med andre sten langs vandet.

Senest har Anne-Kristina Timmerman Hansen delt et foto på Facebooksiden "Korsør lige nu".

Her kan man se en gravsten, der ligger under nogle andre sten. Den ligger ved stien bag svømmehallen - ud til vandområdet, Korsør Nor.

En gravsten med navne på

I modsætning til de gravsten, der normalt bliver set af folk på stedet, så er navnene på de afdøde stadig tydelige på den, Anne-Kristina har taget billede af.

Hun skriver på facebook-siden: "Gåtur ved Noret her til aften. Jeg ved det har været oppe før, men hvad er det nu historien bag de gamle gravstens placering langs Noret er?"

quote Det er ikke i orden, at de ligger der, og man kan se navnene.

Jørgen Christensen, kirkeværge, Tårnborg Kirke, Korsør

Nogle mener, de gamle gravsten er brugt til kystsikring ved det store vådområde.

Andre teorier har tidligere gået på, at de kommer fra en gammel losseplads, der har ligget der.

Hverken formanden for Danmarks Naturfredningsforening i Slagelse, Ib Larsen eller præst ved Skt. Povls Kirke i Korsør, Thomas Hansen kan forklare, hvor de gamle gravsten kommer fra, eller hvorfor de ligger ved noret.

Tårnborg Kirke: Ikke i orden

Hos Tårnborg Kirke i Korsør kender kirkeværge, Jørgen Christensen heller ikke noget til de gamle gravsten.

Tårnborg Kirke ligger ud til noret, men ved en helt anden bred end der, hvor gravstenene dukker op.

- Det er ikke i orden, at de ligger der, og man kan se navnene, siger Jørgen Christensen.

Han har aldrig selv set de gamle gravsten ved den sydlige del af Korsør Nor, men mener bestemt ikke, de kommer fra Tårnborg Kirke:

- Når aftalen om et gravsted ophører efter 30 år, så fjerner graveren gravstenen. Alle bogstaver bliver taget af, og der bliver brugt en vinkelsliber på stenen, så man ikke kan se, hvad der har stået. Herefter bliver stenen kørt på genbrugspladsen, forklarer Jørgen Christensen. 

Gravsten må ikke anvendes usømmeligt

På Facebook-siden "Korsør Lige Nu" giver nogle af brugerne udtryk for, at de ikke synes, det er i orden, at man kan se navnene på de afdøde på de gamle gravsten.

"Det er ok at bruge gamle gravsten, men det er ikke i orden, at navnene ikke er fjernet," skriver en, mens en anden skriver:

"Enig. Synes også de faktiske oplysninger om personerne burde have været fjernet inden brug i naturen ..."

Reglerne for landets kirkegårde siger da også, at gamle gravminder ikke må anvendes må en "usømmelig" måde:

Vejledning om registrering af gravminder

19. Når gravsten fjernes fra kirkegården, må man sikre sig, at de ikke senere bliver anvendt på en måde, der må anses for usømmelig – f.eks. ved at de uden, at deres karakter af gravminder er fjernet, anvendes som byggemateriale. For at undgå dette må gravstenene enten afleveres til en kommunal genbrugsplads eller afleveres til knusning i et stenknuseri.
Forinden aflevering bør menighedsrådet eller kirkegårdsbestyrelsen sørge for, at indskrifterne fjernes, og at stenene, i det omfang det er muligt, tillige slås i stykker. Sten, der afleveres på genbrugspladsen, bør straks overdækkes, og graveren / kirkegårdslederen må sikre sig, at dette sker.

 


Nyhedsoverblik