Motalavej: Værested blev genåbnet

Fredag havde Slagelse Kommune planlagt at flytte de psykisk syge tilbage til værestedet Birkehuset i Korsør. Det var brugerne dog ikke selv interesserede i.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Værestedet Birkehuset ved Motalavej i Korsør genåbnede fredag efter nytårets uroligheder i området.

- Jeg tænker, det er sindssygt, at de vil have, at vi skal tilbage en måned efter og så faktisk forventer, at der kommer opbakning fra os borgere, siger Henrik Skov, der er talsmand for gruppen.

Vil ikke derud igen

I januar besluttede man at flytte de psykisk syge midlertidigt til andre steder, fordi de følte sig utrygge i området. Ifølge Henrik Skov eksisterer utrygheden endnu, og derfor valgte flere af brugerne i dag ikke at følge kommunens anvisninger.

- Vi frygter det, som er hændt os. At der  for eksempel kommer knivoverfald. Derfor står vi sammen om, at vi ikke kommer og vil derud igen, siger han.

Har taget sagen i egen hånd

På et møde torsdag forsøgte brugerne at overbevise Slagelse Kommune om behovet for et nyt værested, men uden held. Derfor tog de efterfølgende sagen i egen hånd og skaffede et hus, hvori de foreløbigt kan opholde sig.

- Jeg har ikke set huset, men jeg er blevet fortalt, at det er godt indrettet, og der vil vi kunne dyrke vores sårbarheder i et trygt miljø, så det bliver rigtig godt, siger Henrik Skov.

Satser på anden løsning

Selv om brugerne ikke har fået deres ønske opfyldt, har Henrik Skov dog ikke opgivet kampen. Han satser derfor fortsat på, at kommunen finder en anden løsning.

- Jeg håber jo stadigvæk, at de kommer til fornuft og lytter til os i stedet for at gennemtrumfe deres meninger og så give os det nye værested, som jeg selv mener, vi har fortjent, siger Henrik Skov. 

Slagelse Kommune ønskede i dag ikke at kommentere på dagens begivenhed, men borgmester Stèn Knuth (V) har tidligere meddelt, at brugerne er velkomne til at benytte andre kommunale tilbud i stedet for Birkehuset.


Nyhedsoverblik