Ude i haven i Korsør sidder Birgit Sjøquist og hendes søn, Thomas Sjøquist, og mindes deres mor og mormor.
Hun hed Ester Sjøquist og var en handlekraftig, livsglad dame, der var vant til at få sin vilje.
Men den sidste tid, inden hun gik bort, kunne de godt have været foruden.
- Vi kunne have ønsket, der havde været aktiv dødshjælp, hvor de kunne have givet hende en overdosis morfin, så hun var sluppet for at ligge så længe, siger Birgit Sjøquist.
Sultestrejkede i tre uger
For den sidste tid i mormors liv blev slet ikke som Birgit Sjøquist og barnebarnet Thomas Sjøquist havde drømt om.
- Jeg ville gerne have have husket hende som, hun står her og sige: Sådan husker jeg kun min mormor. Men det gør jeg ikke. Jeg får også billederne af, hvor hun ligger og jamrer sig og bare ikke kan mere. Hun græder. Det er ikke min mormor, som jeg kender hende, siger Thomas Sjøquist.
Hun ville gerne have at det skulle gå hurtigt og smertefrit. Så hun sultestrejkede i tre uger, hvor hun faktisk kun levede af smertestillende
Mormoren boede på et plejecenter. I en alder af 87 år oplevede hun at miste sin søn. Det gjorde hende syg, og hun ønskede kun at dø.
- Det er nok den eneste gang, jeg tror, hun har fået sin vilje. Hun ville gerne have at det skulle gå hurtigt og smertefrit. Så hun sultestrejkede i tre uger, hvor hun faktisk kun levede af smertestillende, og så fik hun vand, siger Thomas Sjøquist.
- Ved hjælp af et sugerør fra et glas, siger Birgit Sjøquist.
- Og det kan man sige er passiv dødshjælp, siger Thomas Sjøquist.
Var en skygge af sig selv
Den afslutning, på et ellers langt og spændende liv, har sat sine spor hos Birgit og barnebarnet Thomas Sjøquist.
Hun græder og vil ikke mere. Hun er en skygge af sig selv og kalder på sin afdøde søn
- Når vi kom forbi. Der var altid noget man lige kunne hjælpe hende med. Og så kunne vi gå ind og drikke kaffe og hyggesludre. Når man ligesom har de minder, så kommer filmrullen med billeder af, at hun ligger i sin sygeseng afkræftet og svag. Hun græder og vil ikke mere. Hun er en skygge af sig selv og kalder på sin afdøde søn. Hun kalder på min mor. Hun står lige ved siden af og siger: Birgit, hjælp mig - gør noget.
- Og man skal gå fra hendes værelse med tårerne rendende ned af kinderne, fordi du kan ikke eller må ikke gøre noget. De billeder får jeg ret tit. Det er hårdt, siger Thomas Sjøquist.
Urimeligt, at man ikke kan få hjælp til at dø
Til sidst fik mormor endelig sin sidste vilje og sov stille ind. Men familien synes, det er urimeligt, at man ikke kan få hjælp til at dø.
- Tanken om, at hun selv har ønskede at komme herfra. 87 år. Hun kan ikke tale, hun kan ikke se, hun kan ikke høre, har ikke lyst til at være her mere og har ingen glæde eller ingen tilværelse. Hvorfor skal vi så egentlig holde hende kunstigt i live? Det forstår jeg slet ikke, siger Thomas Sjøquist.
Hvorfor skal vi så egentlig holde hende kunstigt i live? Det forstår jeg slet ikke
Til sidst fik mormoren endelig sin vilje og sov stille ind - men familien synes, det er urimeligt, at man ikke kan få hjælp til at dø.
- Jeg håber jeg lever længe nok til at aktiv dødshjælp er indført i Danmark. Hvis jeg ligger dødsyg af kræft, og der ikke er nogen vej tilbage, så håber jeg inderligt, at der er nogen, der kan komme og gøre det hurtigt og smertefrit, siger Thomas Sjøquist.