Mor frygter, folk vil begå selvtægt mod pædofilidømt mand: - Det er meget ubehageligt

Flere borgere i et lille lokalsamfund vest for Slagelse frygter, at nogen tager sagen i egen hånd og udsætter pædofili-dømt mand for selvtægt.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Vi vil garantere, at han vælger at flytte et hemmeligt sted hen, og så hører I aldrig fra ham igen.

- Vil egentlig bare have oplyst adressen til pædofilen på cykel. Hvis ikke muligt, venligst henvis mig til en anden, som kan hjælpe, så tager jeg gerne turen fra Århus til Slagelse.

Sådan lyder blot nogle af de beskeder, som Marianne Bülow Larsen har modtaget siden i søndags.

Marianne Bülow frygter, at folk vil begå selvtægt mod pædofili-dømt mand.
Marianne Bülow frygter, at folk vil begå selvtægt mod pædofili-dømt mand. Foto: Kevin Rasmussen - TV2 ØST

De er tikket ind på Facebook efter, at hun fortalte om sin utryghed ved en mand i lokalområdet på Vestsjælland.

- Jeg synes, det er meget ubehageligt, at folk skriver til mig, for det er ikke det, jeg ønsker eller vil opfordre til. Jeg ønsker virkelig, at den her mand får noget hjælp.

Marianne Bülow Larsen frygter nu, at folk begår selvtægt på ham.

- Det er jo slet ikke det, vi ønsker. Det synes vi ville være frygteligt, fortæller Marianne Bülow Larsen.

Den pædofili-dømte mand er trods tilhold blevet ved med at opsøge den dreng, han tidligere har forgrebet sig på.
Den pædofili-dømte mand er trods tilhold blevet ved med at opsøge den dreng, han tidligere har forgrebet sig på. Foto: Kevin Rasmussen - TV2 ØST

Blev ved med at opsøge dreng trods tilhold

Manden, der skaber utryghed i området, blev i 2019 idømt ni måneders fængsel for at være i besiddelse af børnepornografi og for at have udsat en dengang 11-årig dreng for et seksuelt overgreb.

I søndags kunne TV2 ØST fortælle, at han – trods tilhold – er blevet ved med at opsøge den dreng, han tidligere har forgrebet sig på.

Læs også
Lokalsamfund lever i frygt - mand dømt for pædofili opsøger stadig unge drenge
Læs også
Lokalsamfund lever i frygt - mand dømt for pædofili opsøger stadig unge drenge

I samarbejde med TV 2 har vi kunne dokumentere, at manden ofte dukker op på netop det tidspunkt, hvor drengen cykler hjem fra skole og endda vinker til ham.

Den 60-årige mand har også forsøgt at opbygge en relation til flere andre drenge i lokalområdet. Heriblandt Marianne Bülow Larsens dengang 12-årige søn, der både har modtaget beskeder på Instagram og pengegaver.

- Han afleverer penge i en kuvert til August ude i laden, hvor han lægger 1500 kroner, fortæller Marianne Bülow Larsen.

Skoleleder Astrid Vind har også fået henvendelser fra borgere, der vil tage sagen i egen hånd.
Skoleleder Astrid Vind har også fået henvendelser fra borgere, der vil tage sagen i egen hånd. Foto: Kevin Rasmussen - TV2 ØST

Lederen af den lokale friskole fortalte i søndags også, hvordan manden her har skabt utryghed.

- Vi har haft ham stående nede ved vores fodboldbane, og vi har haft ham stående nede ved busstoppestedet på skolen, hvor han ligesom har ventet på de her elever, siger skoleleder Astrid Vind.

Politiet fraråder selvtægt

Sagen er sidenhen blevet diskuteret vidt og bredt – også blandt politikerne på Christiansborg. Det glæder skolelederen.

Men hun har også fået henvendelser fra borgere, der vil tage sagen i egen hånd.

- Det, der har været skræmmende, det har jo været, at der også har været opstået en lynchstemning omkring manden, og det har aldrig været vores intention, at der skulle opstå det, forklarer Astrid Vind og tilføjer:

- Vi mener jo, at der er en mand, der skal have noget hjælp. Vi mener, der er nogle børn, der skal have noget ro.

Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ser de med stor alvor på sager om selvtægt. De fraråder stærkt, at befolkningen begynder at begå selvtægt og gøre sig selv til dommere.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fraråder stærkt, at folk tager sagen i egen hånd.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fraråder stærkt, at folk tager sagen i egen hånd. Foto: Kevin Rasmussen - TV2 ØST

- Vi bor i et retssamfund, og derfor er det naturligvis vigtigt, at hvis man har kendskab til eller mener, der er begået et kriminelt forhold, så retter man henvendelse til politiet og anmelder det. Så skal vi naturligvis tage det alvorligt og kigge på det, oplyser vicepolitiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Allan Holm.

Justitsministeren Nick Hækkerup oplyste i går, at en såkaldt grooming-paragraf, der netop nu er under udarbejdelse, forhåbentlig kan gøre en forskel i sager som denne. Han siger dog også, at det tager tid at udarbejde nye love.

Læs også
Pædofilidømt mand opsøger børn trods tilhold - nu går ministeren ind i sagen
Læs også
Pædofilidømt mand opsøger børn trods tilhold - nu går ministeren ind i sagen

Marianne Bülow Larsen håber, at en løsning snart er klar, så den pædofili-dømte mand kan få hjælp, og hun og resten af borgerne i lokalområdet kan få ro.

- Og vi ligesom kan opholde os frit uden, at vi skal tænke over og kigge os over, om han nu er der igen.

Trelleborg Friskole oplyser, at de her til eftermiddag har oplevet, at private personer patruljerer i området omkring skolen.

Ifølge friskolen skaber det en yderligere utryghed hos eleverne, som skolen gerne vil være foruden.


Nyhedsoverblik