Markant færre ønsker at blive sygeplejerske: - Det bliver et problem

Antallet af ansøgere til uddannelsen som sygeplejerske her i regionen falder fra 713 til 512. Også uddannelserne til lærer og pædagog oplever modgang.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Manglen på sygeplejersker står ikke til at blive afhjulpet foreløbigt. I hvert fald ikke hvis man ser til dette års kvote-et-ansøgninger på de videregående uddannelser.

Her i regionen er der 28 procent færre ansøgere, der har sat sygeplejerske som deres førsteprioritet. Det er et fald fra 713 ansøgere i fjor til 512 i år.

Et tilsvarende billede tegner sig på landsplan.

quote Det bliver et rigtigt, reelt problem. Fordi vi kan allerede i dag se, høre, opleve og erfare, at der mangler sygeplejersker

Camilla Wang, rektor, Professionshøjskolen Absalon

- Det betyder, vi kommer ikke til at kunne fylde vores studiepladser på sygeplejerskeuddannelsen. Vi kommer reelt til at uddanne en del færre. Og det er rigtig bekymrende og rigtig alvorligt, når de er så efterspurgte, siger Camilla Wang, som er rektor for Professionshøjskolen Absalon.

- Det bliver et rigtigt, reelt problem. Fordi vi kan allerede i dag se, høre, opleve og erfare, at der mangler sygeplejersker.

Hun har selv et klart bud på, hvorfor færre har vist interesse for sygeplejerskeuddannelsen.

- Jeg tror desværre, (det skyldes, red.) den konflikt, der kørte i efteråret med rigtig meget kritisk og dårlig omtale af det at være sygeplejerske. Vi ved bare historisk og erfaringsmæssigt, at når det sker, på de forskellige velfærdsuddannelser – så slår det igennem med det samme.

Lærer og pædagog falder også

Foruden sygeplejerskerne har også uddannelserne til lærer, pædagog og socialrådgiver oplevet faldende tilslutning.

I gennemsnit er ansøgningerne faldet 17 procent. Det kalder ifølge Camilla Wang på handling.

- Vi kommer helt sikkert til at invitere regionens mange almene gymnasier til et samarbejde om, hvordan vi kan få flere elever til at få øjnene op for sygeplejerske, lærer og pædagoguddannelserne.

Læs også
Rekordmange har sendt kvote 2-ansøgninger afsted i år
Læs også
Rekordmange har sendt kvote 2-ansøgninger afsted i år

Det er ikke kun på uddannelsesinstitutionerne, at udviklingen bliver betragtet med alvor. Også ude på sygehusene er man bekymret for udsigten til færre nyuddannede sygeplejersker. Blandt dem er Ramona Larsen, som netop har afsluttet sin uddannelse til sygeplejerske. Hun er i dag ansat ved Nykøbing Falster Sygehus, hvilket hun er glad for.

- Jeg kan godt lide mit arbejde og hjælpe andre mennesker, som har behov, og give dem den omsorg, de har behov for.

Ramona Larsen er netop uddannet sygeplejerske og er glad for faget, men hun er bekymret over at færre søger ind på uddannelsen.
Ramona Larsen er netop uddannet sygeplejerske og er glad for faget, men hun er bekymret over at færre søger ind på uddannelsen. Foto: Mahmoud Al-Tamir - TV2 ØST

Men at færre ønsker at gå samme vej, bekymrer Ramona Larsen.

- Samfundet har brug for, at der er flere, der tænker på at skulle give omsorg og hjælpe. For hvis der ikke er nogen i sundhedsvæsnet, så kollapser vores samfund, siger hun.

Ny uddannelse i fremgang

Uddannelsesordfører for Socialdemokratiet, Kasper Roug, vil nu kigge på sagen med de faldende ansøgertal.

- Vi tager det meget alvorligt, når der er faldende ansøgertal på velfærdsuddannelserne. Det er der ingen tvivl om. Det er jo de kommende ansatte, vi skal have ud i vores velfærdssystem og sundhedssystemet også for den sags skyld.

- Det er også derfor, vi blandt andet omkring sygeplejerskerne som eksempel her, har vi afsat 600 millioner kroner hvert år fra 2021 og fremefter for ganske enkelt at få flere sygeplejersker.

Uddannelsesordfører for Socialdemokratiet, Kasper Roug, mener at flere penge er den rette vej for at få flere til at vælge sygeplejerskeuddannelsen.
Uddannelsesordfører for Socialdemokratiet, Kasper Roug, mener at flere penge er den rette vej for at få flere til at vælge sygeplejerskeuddannelsen. Foto: Mahmoud Al-Tamir - TV2 ØST

Imens antallet af ansøgere til blandt andet sygeplejerske er faldet – så har derimod en nyetableret jordemoderuddannelse i Slagelse oplevet stærk fremgang.

Her har 155 søgt ind på kvote et til studiet der har 36 pladser.

Foruden den nye jordemoderuddannelse i Slagelse oplever også diplomingeniøruddannelsen i Kalundborg atter fremgang.


Nyhedsoverblik