Manden på cyklen påvirker stadig lokalsamfundet – især børn kan få svært ved at slippe frygten, siger Red Barnet

En sommerdag i 2020 ringer Astrid Vinds telefon.

- Astrid, Astrid, han kommer, lyder en desperat stemme.

Det er 11-årige August, der ringer efter hjælp. Han er elev på Trelleborg Friskole, hvor Astrid er leder. Men i dag er han ikke i skole, som han plejer.

Han har fået lov at blive hjemme, fordi han har ondt i maven. Ondt i maven over, at manden på cyklen er begyndt at kontakte ham. Og nu har manden på cyklen skrevet til ham på Instagram, at han er på vej hjem til ham med en gave.

Astrid Vind løber ned til sin bil, mens hun har August i røret. Hun kører ud mod hans hus, der ligger lidt udenfor byen. Imens tænker hun på, hvad hun skal gøre, hvis manden når frem til August før hende.

Forældre tilkaldte nabohjælp

Tilbage til den dag, hvor August ringer efter Astrid Vind.

Hun nærmer sig huset og kan pludselig se, at flere traktorer kører i samme retning som hende. August’ forældre er på arbejde, men de har tilkaldt nabohjælp.

Da Astrid Vind og de lokale bønder når frem til huset, hvor August bor, står manden på cyklen og gør sig klar til at køre.

- Hvad fanden laver du? Kan du så se at komme væk, råber Astrid Vind efter ham.

Hun skynder sig ind i huset til August. Imens prøver bønderne at få manden til at forsvinde.

Manden trækker på skuldrene. Astrid Vind kan mærke, at han ikke forstår, hvorfor de alle sammen tager sådan på vej. Han er jo bare en af August’ venner, siger han.

Vil være venner

Den sommerdag i 2020 er bare en af mange gange, hvor manden på cyklen har forsøgt at komme i kontakt med August.

Efter de et par gange har hilst kortvarigt på hinanden på cykelstien, begynder manden at dukke op ved busstoppestedet, som August bruger, på familiens landejendom og ved det sommerhus, hvor August på et tidspunkt er på ferie.

Han skriver også beskeder til August, hvor han foreslår, at de skal have et hemmeligt venskab.

August svarer ikke på beskederne, og hans forældre afviser mandens forsøg på kontakt, da han også begynder at kontakte dem.

De har nemlig fundet ud af, at manden året forinden er dømt for at begå et seksuelt overgreb på et andet barn i området, og de er utrygge ved, hvad manden kan finde på, hvis han får lov at have kontakt til August.

Sagen fylder stadig

August og hans forældre er ikke de eneste i byen, der er utrygge ved manden. Det er flere i byen, fortæller Astrid Vind.

Sagen med manden på cyklen har fyldt og fylder meget i lokalsamfundet og på skolen.

- De sidste par år har vi udover at drive skole også haft fokus på manden på cyklen, fordi han har kontaktet flere af vores elever ved grooming og har krænket en af vores elever herude, fortæller hun.

Udover at de drenge, som manden har været i kontakt med, er elever på skolen, så har skolen også været påvirket af mandens tilstedeværelse i lokalsamfundet, fordi han flere gange har stået på skolens område og kigget på børnene.

- Han står bare og kigger. Holder øje. Han tager ikke kontakt. Han står bare og observerer børnene, der render og leger. Vi har en følelse af, at han holder lidt øje med dem, fortæller Astrid Vind.

Har fortsat vagt ved bussen

Lige nu sidder manden i fængsel for at overtræde de tilhold, han har til blandt andet August og den dreng, han forgreb sig på tilbage i 2019.

Det har ifølge skolelederen givet mere ro blandt eleverne, at han ikke længere er på fri fod.

- Det har haft rigtigt stor betydning for eleverne, at de ikke har skullet tænke på det. Især de elever, som er blevet stalket af ham, har det betydet, at de ikke har skullet bekymre sig. Også for eleverne herude og for forældrene. Eleverne er jo alene til og fra skole. Så for dem har det også skabt tryghed, fortæller Astrid Vind.

Alligevel har utrygheden ikke helt sluppet sit tag, og skolen tager stadig nogle af de forholdsregler, som de indførte, før manden kom i fængsel.

- Vi er blevet nødt til også at have nogen til at stå ude ved bussen. Eleverne oplevede et behov for det. Og det har vi stadig, selvom han faktisk sidder inde nu, fortæller Astrid Vind.

Havde billede af manden hængende

Skolelederen fortæller også, at de på skolen helt bevidst har snakket meget åbent med børn og forældre om manden på cyklen.

- Vi har været meget ærlige overfor forældrene og skrevet om det i nyhedsbreve. Vi har haft politiet herude og tale med eleverne på forskellige niveauer. I de små klasser læste de en historie for dem. På mellemtrinnet og overbygningen handlede det om, hvordan man siger fra og fortæller om det, hvis man har oplevet noget. Og så har vi selv brugt meget tid på at tale med eleverne om det, fortæller Astrid Vind.

Astrid Vind fortæller, at hun valgte den tilgang i et forsøg på at forhindre, at eleverne skulle være i konstant alarmberedskab.

I en periode havde hun også et billede af manden på cyklen hængende på sit kontor, så elever og skolens medarbejdere kunne se, hvordan han så ud.

- Mange elever tager selv frem og tilbage, og mange cykler selv. Det var vigtigt for os, at eleverne vidste, hvem det var, forklarer hun og tilføjer:

- Også fordi de troede måske, at han så farlig ud. Men han er en pæn og nydelig, veltrænet mand. Det var der mange af eleverne, der ikke forbandt ham med i deres fantasi. Derfor var det vigtigt, at de fik sat et billede på.

Svært at slukke alarmberedskabet

TV2 ØST har opridset sagen med manden på cyklen og skolens ageren for Ane Lemche, der er psykolog ved Red Barnet. Hun understreger, at hun kun kan udtale sig om børn generelt og ikke om de konkrete børn i Hejninge.

Ifølge hende er det naturligt, at en sag som manden på cyklen fylder i et mindre lokalsamfund. Det er ifølge hende også naturligt, at det vil påvirke de børn, der vokser op i området.

- Når små samfund bliver opmærksomme på, at noget kan skade deres børn, har det stor betydning. Voksne vil have tryghed. Voksne bliver bekymrede. Når de bliver det, og det bliver nødvendigt at snakke med børnene, kan børnene mærke det. Børn kan tåle meget og kan komme ud på den anden side af det, men det er klart, at når folk er rigtigt bekymrede, og der er utryghed, bliver børnene også utrygge, og det kan præge dem, siger Ane Lemche.

For nogle børn vil det ifølge psykologen være svært at slippe frygten igen, hvis den har fyldt meget omkring dem i en periode.

- Generelt ved vi, at når børn over tid skal være opmærksomme på noget farligt og ukendt, vil deres nervesystem være mere på vagt. De skal hele tiden scanne deres omgivelser. Hele tiden tolke. Børn og især yngre børn joller bare igennem livet. De tænker bare på fodbold og venner. Pludselig som barn at skulle tænke "gad vide, om der står en børnelokker", uanset hvad forældrene siger, det vil helt naturligt tænde for et alarmberedskab i barnet. Det er ikke så let at slukke for igen, forklarer Ane Lemche.

Børn brygger videre

Det er ifølge hende sværere for børn at afgrænse frygten, end det er for voksne. Derfor kan den sætte sig mere permanent i dem og påvirke deres generelle adfærd.

- Selvom forældrene siger, at det kun er på specifikke steder eller tider, så kan alle børn ikke afgrænse deres frygt. De fleste børn og voksne vil være lidt mere tændt eller nervesystemet er mere spændt. Over tid kan det for børn betyde, at de i andre sammenhænge kan have svært ved at falde til ro eller køre op. De kan have følelserne uden på tøjet, have svært ved at sove, og svært ved at koncentrere sig, siger Ane Lemche.

Det kan ifølge hende også gælde børn, der aldrig direkte møder den eller det, de skal være bange for.

- Børn har magisk tænkning. Det betyder, at det, der måske kan ske, opleves i nervesystemet som om, at det er rigtigt. De forestiller sig alt muligt, og det kan være vildt ubehageligt. Nervesystemet kan ikke kende forskel. Vi reagerer på det trusselsniveau, vi oplever. Det er ligegyldigt for hjernen, om det er reelt eller ej. Børn vil kunne bruge ret meget krudt på den fare, der må være. Uanset hvad der er gjort. Der er måske sat billeder op, eller barnet har fået forklaret grundigt, hvad de skal frygte, så brygger vi videre. Det gør vi alle sammen. Især børn, siger Ane Lemche.

En stor opgave for en skole

Hun anerkender skolens og Astrid Vinds tilgang til sagen, for ifølge hende er det vigtigt at være konkret i forhold til frygten.

- Det lyder, som om skolen har forholdt sig på en rigtig god måde. Generelt er det vigtigt at være så konkret som muligt om, hvad man skal være bange for, så børnene ved, hvad de skal være opmærksomme på, og at resten er okay, siger hun og fortsætter:

- At man kan konkretisere det så meget som muligt, og at børnene ved, der er en voksen, de kan gå til, er en god strategi, fordi over tid vil det gøre, at børnene ikke selv føler, at de skal tage så meget ansvar.

Det er ifølge Ane Lemche en stor og svær opgave at skulle løfte som skole med en større gruppe børn, der reagerer forskelligt på en utryg situation.

- Det er ikke nogen nem opgave at skulle stå og tage vare på en børnegruppe. Børn reagerer jo på mange forskellige måder, og i krisesituationer vil det være tydeligt, hvor mange forskellige reaktioner, der kan være. Det er helt sikkert en svær situation, siger hun.

Føler afmagt

Selvom skolen har haft et godt samarbejde med det lokale politi, har de også følt en stor afmagt i forhold til sagen med manden på cyklen.

- Politiet har gjort, hvad de kunne. De har skullet følge de retningslinjer, der er. Men det har været frustrerende for os som skole og for hele området, at man har skullet bruge ressourcer og tanker på sådan en mand. For ude hos os har det her jo stået på i over to år, siger Astrid Vind.

Når manden på cyklen har afsonet sin straf, kommer han formentlig tilbage til lokalsamfundet. Han bor på samme vej som den dreng, han forgreb sig på i 2019, og han bor også tæt på de tre andre drenge, han har tilhold mod.

Det bekymrer Astrid Vind, at lokalsamfundet måske snart ryger tilbage til start.

- Jeg tænker, at så starter det hele forfra. Så har vi igen nogle drenge, der skal være opmærksomme, når de cykler hjem. Nogle drenge, der skal tænke over, hvem de har kontakt med på sociale medier. Og det, synes jeg, er rigtig ærgerligt. For jeg ved ikke, hvad vi skal gøre mere, end hvad vi allerede har gjort. Være åbne omkring det, snakke om det, tage kontakt til politiet, når nogen møder ham. Jeg ved ikke, hvilke værktøjer, vi ellers skal gribe fat i næste gang, siger hun.

Vigtigt at lave fælles aftaler

Ifølge Ane Lemche bør man som lokalsamfund i den her situation forberede sig ved at have en plan klar, når krisen eller det, der skaber utryghed, vender tilbage.

- Når man som lokalsamfund skal forberede sig på, at der måske kommer noget, som vil være ubehageligt, og nu taler jeg generelt, for den lokale by kender jeg jo ikke. Så er det vigtigt, at man så vidt muligt prøver at holde det på voksen-plan. Man snakker alle strategier og planer igennem. Får lavet klare aftaler: Hvordan skal vi tale med børnene om det? Hvad skal vi forberede dem på, så det hele ikke begynder forfra? siger hun.

Det kan være svært, når mennesker med forskellige reaktioner skal igennem den proces, men her kan man ifølge Ane Lemche gøre, ligesom Trelleborg Friskole har gjort, stå sammen og alliere sig med myndighederne.

- Vi er forskellige som mennesker. Nogle vil sige "nu må vi komme videre", mens andre siger "vi skal overhovedet ikke se tiden an, vi skal lave sikkerhedsforanstaltninger". Man kan stå forskelligt. Man skal prøve at finde fælles fodslag, siger hun og fortsætter:

- I bydele eller små samfund kan der være et virkelig fantastisk sammenhold, men det er skrøbeligt, hvis det kommer under pres, fordi man bliver bekymret for sine børn og måske er uenige. Så det er vigtigt, at man laver gode aftaler og måske får kommunen og politiet inddraget, siger hun. 

Podcast og research: Emilie Grav - TV2 ØST

Webdok: Mette-Marie Andersen - TV2 ØST