En fredag i september sidste år fik en 88-årig kvinde stjålet sit dankort i forbindelse med et besøg på aktivitetscentret Østergaard i Kirke-Hyllinge.
De følgende døgn, nemlig fredag den 29. september og lørdag den 30. september, blev det stjålne dankort misbrugt to gange i Holbæk og én gang i Slagelse. I alt lykkedes det gerningsmanden at hæve 19.000 kroner på kortet, før det blev spærret.
Midt- og Vestsjællands Politi har uden held efterlyst manden internt i politiet, men beder nu offentligheden om hjælp.
Der er overvågningsbilleder fra pengeautomaten i Slagelse, og politiet beskriver manden som:
- 20-50 år
- Lys i huden
- Ubarberet
- Iført en lysegrå hættetrøje med lyst Nike-logo på venstre side af brystet, med lynlås og løsthængende hættesnore i hver side.
Genkender du manden, kan oplysninger i sagen gives til Midt- og Vestsjællands Politi, Lokal Efterforskning i Roskilde, på tlf. 46351448 eller via nærmeste politi på tlf. 114.