¨

Livstidskarantæne skal skræmme matchfixere i badminton

Arkiv. Foto: TV ØST

Verdensforbundet i badminton iværksætter nye tiltag i kampen mod matchfixing i sporten.

Verdensforbundet i badminton, BWF, tager truslen om matchfixing alvorligt og sætter hårdt ind for at forebygge korruption i sporten.

Karantæner på livstid skal være en del af kampagnen, som skal give forbundet bedre mulighed for at udrydde korruption.

Forbundet har samtidig gjort det til en lovovertrædelse, hvis man undlader at indberette et eventuelt kendskab til matchfixing.

- BWF forpligter sig til at rense sporten, og dette kodeks er for alle i sporten, siger BWF's generalsekretær, Thomas Lund, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han pointerer, at forbundet skruer bissen på i sin efterforskning af eventuelle sager på sigt.

- Vi kan kræve interviews med hvem som helst inden for sporten og dem, der påstås at have begået lovovertrædelser, vil blive bedt om at udlevere mobiltelefoner og computere, fortsætter Thomas Lund.

Badminton-sporten var ramt af en stor skandale ved OL i 2012, da en række spillere blev smidt ud af kvindernes doubleturnering, fordi de bevidst forsøgte at tabe kampe.

Flere spillere har desuden stået frem og fortalt, at de er blevet tilbudt penge for at tabe kampe.

Herresinglespilleren Hans-Kristian Vittinghus fra Team Skælskør-Slagelse har tidligere fortalt, at en malaysisk mand kontaktede ham med henblik på matchfixing.

/ritzau/Reuters

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App