Lene spørger om coronavirus: Er det sikkert at tage bussen?

Følelsen af tristhed kan fylde, når man er vant til at have et meget aktivt seniorliv. Men busture til stranden hjælper, og lægen siger god for det.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På en helt almindelig dag, i en helt almindelig tid, er 73-årige Lene Sieling fra Skælskør i fuld vigør fra morgen til aften. Hun er pensioneret lærer og arbejder frivilligt som underviser for unge, der har brug for lidt ekstra hjælp til at klare deres eksamener. Hun går til kor to gange om ugen, hun er politisk aktiv i SF, medlem af Slagelses Teaterkreds og Grandmothers Circle the Earth.  

quote Jeg plejer at have et liv, og nu føler jeg mig isoleret

Lene Sieling, pensioneret lærer, Skælskør

Så på en helt almindelig dag uden corona-krise har hun masser at se til. Nu, 42 dage siden nedlukningen af Danmark den 11. marts, føler hun sig mere og mere trist og deprimeret.

- Jeg plejer at have et liv, og nu føler jeg mig isoleret. Det føles unfair, at vi den ene dag er det grå guld. Den næste skal vi bare dø og er i risikogruppe og skal holde os væk fra alt. Men man kan altså også dø af ensomhed, siger hun.

Det fik hende til at skrive til TV2 ØST´s Spørg om Corona-brevkasse med spørgsmålet: Jeg savner mit liv og min frihed, så er det forsvarligt, hvis jeg tager bussen og sidder på lang afstand af alle andre?

Fik udlængsel

I mange uger har Lene Sieling gået lange ture rundt i Skælskør for at bevare sit gode humør.

- Jeg gik og så på de tomme busser, der kørte forbi og fik udlængsel. For når man har gået rundt i Skælskør i så mange uger, så begynder det altså at blive de samme ture og ret ensformigt. Så derfor drømmer jeg om at tage bussen ud til Stillinge Strand for at se noget andet, fortæller hun.

Nita Rasmussen og kæreste
Læs også
Nita spørger om coronavirus: - Må man være sammen med sin kæreste?
Nita Rasmussen og kæreste
Læs også
Nita spørger om coronavirus: - Må man være sammen med sin kæreste?

Lene Sieling bor alene i sin lejlighed i Skælskør. Hun har en datter og fire børnebørn, der bor i Skælskør. Datteren er i risikogruppen, der skal passe ekstra på med ikke at blive smittet med coronavirus. Derfor taler de kun sammen i telefonen. Lene har to døtre mere i henholdsvis København og Dronningmølle og i alt otte børnebørn og to oldebørn.

quote Jeg elsker mine børn og savner dem

Lene Sieling, pensioneret lærer, Skælskør

- Jeg elsker mine børn og savner dem. Jeg forstår godt, at det er nødvendigt, men savnet er stort, fortæller hun.

En tur med bus er ok

Lothar Wiese, der er specialeansvarlig overlæge på Infektionsmedicinsk Afsnit på Roskilde Universitetshospital har vurderet, om Lene Sielings ønske om at tage med bussen er forsvarligt rent sundhedsmæssigt

- En tur i bussen eller toget kan sagtens lade sig gøre for de fleste. Vi skal huske også her at overholde de gængse forsigtighedsregler som at holde afstand fra andre, nyse og hoste i ærmet og sørge for god håndhygiejne. Og så skal vi selvfølgelig ikke tage bussen, hvis vi ikke selv føler os raske, siger Lothar Weise.

Faktisk har Lene Sieling allerede været på sin første bustur, for før TV2 ØST nåede at svare hende, tog hun en rask beslutning:

- Jeg følte oprørstrang, og jeg passede virkelig på. Der var kun to andre med, og jeg sad langt væk fra dem. Det var virkelig skønt at gå en lang tur ved havet i det dejlige vejr, og jeg nød at se noget andet, fortæller hun.  

Artiklen fortsætter under billedet. 

Lene Sieling (forrest, tv.) savner at stå på torvet og som her ved et tidligere arrangment sælge hjemmegjort syltetøj til fordel for hjemløse ag andre udsatte. 
Lene Sieling (forrest, tv.) savner at stå på torvet og som her ved et tidligere arrangment sælge hjemmegjort syltetøj til fordel for hjemløse ag andre udsatte.  Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Lene Sieling er ikke den eneste ældre, der føler sig isoleret her under Corona krisen. Der er 1,15 millioner ældre på over 65 år i Danmark, 430.000 af dem bor alene. Det fortæller David Vincent Nielsen, der er ensomhedskonsulent i Ældre Sagen.

- Man skal huske, at mange ældre er i vældig god fysisk form og stadig er meget aktive. De er ikke gået hjem til et hjemmearbejde, og det forstærker følelsen af isolation både fysisk og mentalt. Alt, hvad de plejer at gå til, er lukket. Det gælder foreningslivet, herunder idrætslivet, siger han.

Artiklen fortsætter under faktaboksen

Gode råd: Sådan undgår du isolation

  • Hold den sociale kontakt og flyt så meget kontakt som muligt over til digitale løsninger. Hold kontakt med dem, du plejer at have kontakt med. Ring til dem – og brug face time eller skype, hvis du har mulighed.
     
  • Hold dig fysisk aktivt med gåture, hvor der ikke er for mange mennesker. Man kan også motionere hjemme. Se hjemmetræningsprogram her
     
  • Tag en pause fra at se nyheder og tag på virtuelle besøg på museum, i teateret og i operaen.
     
  • Meld dig under de frivillige faner, Ældre Sagen har oprettet en telefonlinje, det samme har Dansk Røde Kors.
     
  • Læs mere om din mentale sundhed her

Derfor håber Ældre Sagen, at myndighederne efter, at den akutte fase er overstået, begynder at overveje, om det er de samme retningslinjer, der skal gælde for alle ældre.

- Det er noget, sundhedsmyndighederne bør lægge sig på sinde, at de nu bør begynde at differentiere. Det er ikke sådan, at de ældre skal give los nu. Men man kan ikke bare sige til alle ældre over en kam, at de skal holde sig hjemme, siger David Vincent Nielsen og uddyber:

quote Måske skal vi ikke være så bange, at vi ikke kan opleve de gule rapsmarker fra et busvindue uden for myldretid

Lene Sieling, pensioneret lærer, Skælskør

- De ældre er fra starten blevet udpeget som en risikogruppe, og de er meget pligtopfyldende, så når de får at vide, at de skal holde sig hjemme, så gør de det. Men jo ældre du bliver, jo mindre siger alderen om din reelle fysiske tilstand. Derfor er det svært at lave retningslinjer alene ud fra en alder, fortæller David Vincent Nielsen.

Hold den sociale kontakt per telefon

Ifølge David Vincent Nielsen har det store konsekvenser, at de ældre ikke kan være så aktive, som de plejer.

 - Ældre mister ret hurtigt deres kondition og muskelmasse. Så der kan være ældre, der får behov for hjemmepleje, hvis hjemmeisolationen skal vare i månedsvis. Derudover er der de mentale konsekvenser af at føle sig alene, når man ikke ses med andre, siger han.

Derfor har Ældre Sagen en række gode råd, der kan hjælpe de ældre med at holde humøret oppe. Et af dem er at sørge for at holde den sociale kontakt med de mennesker, man plejer at mødes med per telefon eller Skype. Derudover er der mulighed for gåture, hjemmetræning, og hvis man har lyst, er der flere former for frivilligt arbejde, man kan melde sig til.

vaccination
Læs også
Sanne spørger om coronavirus: - Virker min vaccine mod corona?
vaccination
Læs også
Sanne spørger om coronavirus: - Virker min vaccine mod corona?

I Skælskør har Lene Sieling planer om flere busture i den kommende tid.

- Jeg er meget glad for svaret fra lægen. Jeg passer på og kører kun, når der er få med, siger hun.

- Vi ældre er lige så forskellige som de unge. Vi er meget mere aktive end vores forældre både på og uden for arbejdsmarkedet. Vi synger, dyrker sport og rejser meget oftere end de gjorde. Men godt at organisationer som Ældre Sagen gør et stort arbejde, men det er også præget af krisen. Vi er alle nødt til at lytte, men måske skal vi ikke være så bange, at vi ikke kan opleve de gule rapsmarker fra et busvindue uden for myldretid, siger hun.


Nyhedsoverblik