¨

Larm og støv: Beboer jagter underskrifter for at slippe for renoveringsmareridt

Pernille Nielsen har samlet underskrifter ind for at råbe boligselskabet op. Foto: Morten Spuhr - TV ØST

Renoveringen af et alment byggeri i Skælskør har vist sig at være et mareridt for beboerne. Så nu bliver der samlet underskrifter ind.

- Jo flere vi kan få, jo bedre er det.

Sådan lyder det fra Pernille Nielsen, der bor i opgang 13B på Jernbanevej i Skælskør.

I dag har hun nemlig stemt dørklokker, hvor hun har samlet underskrifter ind fra de andre beboere i det almene byggeri. For nok kan være nok.

Som TV ØST fortalte torsdag, så skal Pernille Nielsens lejlighed og 37 andre lejemål i tre boligblokke det næste stykke tid renoveres. Men det har vist sig at være et decideret mareridt.

Det er ikke til at leve med det her, jo

Jonathan West, beboer

- Altså jeg vil jo ikke kalde det en bolig. Det er jo mere eller mindre en losseplads, som jeg også har sagt mange gange til boligselskabet, lød det fra Pernille Nielsen torsdag.

Derfor samler hun nu underskrifter for at få boligselskabet, Skælskør Boligselskab, på banen.

Hør, hvordan det lyder, når håndværkerne arbejder, her:

00:13 Luk video

Selskab: Beboere godkendte planen

Boligselskabet har genhuset beboerne i 12 ud af 38 lejemål. De 12 lejemål er boliger, der skal lægges sammen eller laves om til handicapboliger og dermed er vurderet til at være ubeboelige. Men i de sidste 16 ejendomme bor lejerne under renoveringen. 

De beboere, TV ØST talte med torsdag, oplyser alle, at renoveringerne er mere larmende og omfattende, end de havde fået oplyst på forhånd af Skælskør Boligselskab.

Artiklen fortsætter under billedet.

Pernille Nielsen er fanget i renoveringsmareridt i Skælskør Foto: Pernille Damborg - TV ØST

Skælskør Boligselskab vil ikke stille op til et interview, men oplyser, at beboerne godkendte helhedsplanen for byggeriet tilbage i juni 2016. Teamchef Jørgen Henriksen skriver i en mail til TV ØST:

- Beboere i boliger der ombygges til tilgængelighedsboliger eller sammenlægges genhuses, idet disse boliger bliver skilt ad og dermed bliver ubeboelige. Det er normalt, at beboere i boliger hvor der skiftes tekniske installationer (stigstrenge vand, faldstammer, stigstrenge varme ol.) forbliver i boligen. Dette gælder også ved udskiftning af vinduer/hoveddøre og tag. Det er således ikke unormalt, at der ikke sker genhusning af samtlige beboere.

Håber, selskabet får øjnene op

En af dem, der har skrevet under på Pernille Nielsens underskriftsindsamling, er Jonathan West.

- Det er ikke til at leve med det her, jo, siger han til TV ØST.

- Nu har vi levet med det i fire måneder efterhånden, og det er ikke til at holde ud. Vi er nødt til hele tiden at tage ud af vores bolig. At tage på hotel i Nordjylland i en uge, fordi vi kunne simpelthen ikke holde ud at være her.

Ifølge Jonathan West er der larm, støj og støv alle vegne. Derfor er han glad for, at der endelig bliver gjort noget. Og det samme er Pernille Nielsen. Det lykkedes at samle 12 underskrifter ind denne fredag. Og det er ganske fint, siger hun, da der ikke var ret mange hjemme. Nu håber hun bare, at boligselskabet får øjnene op for problemet.

- Jeg håber, de kan se alvoren i det, og hvad vi bor i til hverdag. De ville jo ikke selv bo i det, så hvorfor skal vi? Og hvorfor skal vi betale fuld husleje for det?

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App