Landsret skærper straf - skud mod kvinde ved sygehus giver fængsel i 12 år

Østre Landsret har skærpet straffen betydeligt i forhold til byretten i Næstved. To mænd skal 12 år i fængsel.

To unge mænd er hver blevet idømt fængsel i 12 år efter et skyderi på parkeringspladsen ved Slagelse Sygehus. En kvinde, der sad i en bil, undgik at blive ramt af skuddene.

Dommen er afsagt mandag af Østre Landsret. Resultatet er markant anderledes end i byretten i Næstved i februar sidste år. Dengang lød afgørelsen på fængsel i otte år.

Forsøget på at dræbe kvinden skete i februar 2019. Der blev afgivet mindst fem skud mod bilen, som hun befandt i.

Skuddene blev affyret med to pistoler i retning af og i højde med kvindens hoved og overkrop. Afstanden var blot tre-fire meter, fastslog Retten i Næstved i den oprindelige afgørelse.

På bilen var der monteret en gps-tracker, uden at hverken hun eller bilens ejer vidste det.

Dømt efter særlig paragraf

Politiet har ment, at det tiltænkte offer var bilens mandlige ejer, som de nu dømte havde en konflikt med.

Beviserne bestod blandt andet i, at den ene mand omkring tidspunktet for skyderiet brugte en mobiltelefon, som var blevet benyttet til at aflæse positioner på gps-trackeren.

Også krudtpartikler og dna fundet på en skimaske og på nogle handsker har været belastende bevis.

De to dømte er 23-årige Mahamud Abdulgadir Mohamed og Najeb Abdi på 21 år.

I Retten i Næstved mente nævningetinget ikke, at retten kunne dømme efter en særlig paragraf, som giver adgang til at hæve straffen ved skyderi på åben gade.

Derfor blev anklagemyndighedens krav om fængsel i 12 år oprindeligt afvist.

I landsretten er ønsket derimod efterkommet.