Landbrugspakke kan sende regning til vandforbrugere

Landets små vandværker risikerer at blive økonomisk klemt og truet på deres eksistens, når landmændene fra i år kan gødske markerne 20 procent mere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Årsagen er regeringens landbrugspakke, der giver mange landmænd mulighed for at gødske markerne 20 procent mere end hidtil. Det er en udfordring for små vandværker med små økonomier, når de skal sikre deres grundvands-ressourcer. Det skriver DAGBLADET Ringsted.

Situationen bekymrer for eksempel på Omø ved Skælskør, hvor alle øens 280 huse er tilsluttet andelsselskabet Omø Vandværk. Og hvor økonomien begrænser vandværkets muligheder.

- Vi har ikke økonomien til det, så vi kan kun hente pengene hos vandforbrugerne. 

- Landbrugspakken kan betyde øget nitrat-indhold, og så kan vi blive nødt til at forpagte flere marker og betale landmænd for at gødske mindre. Men vi har ikke økonomien til det, så vi kan kun hente pengene hos vandforbrugerne. Men jeg håber da, at de politikere, der giver landmændene lov til mere gødskning, også tænker på de små vandværkers økonomi, siger Svend Erik Hansen, bestyrelsesformand hos Omø Vandværk, til avisen.

Høje værdier af nitrat

Flere vandværker har allerede problemer med sundhedsskadeligt høje værdier af nitrat, og selvom regeringens landbrugspakke indeholder kompenserende tiltag, giver den samtidig mange landmænd mulighed for at bruge 20 procent mere gødning på markerne.

Det er vandværkernes egen opgave at sikre grundvandet og dermed drikkevandet mod den øgede udledning af kvælstof. Den forpligtelse kan ramme økonomisk skævt, fortæller Robert Jensen, der er juridisk rådgiver hos Danske Vandværker.

- Det kan ramme uforholdsmæssigt hårdt for de små vandværker, og det vil så betyde, at forbrugerne i det område må betale for det gennem vandprisen. Sådan kan det for eksempel ende for vandværker i områder, hvor det ikke er muligt at lave et økonomisk samarbejde mellem vandværkerne, siger han til DAGBLADET Ringsted.

Hver kommune laver en plan for beskyttelse af dens grundvand, men det er vandværkerne, der betaler for beskyttelsen.

Ifølge WHO og EU er nitrat i drikkevandet sundhedsskadeligt, når indholdet overstiger en værdi på 50 milligram per liter. Nitrat bliver også kaldt kvælstof, og indholdet i drikkevandet stammer primært fra landbrugets gødning.


Nyhedsoverblik