Kvindelig cyklist lagt i kunstigt koma efter voldsomt trafikuheld

En kvindelig cyklist har fået svære hovedskader, efter hun er blevet ramt af en personbil.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kort før klokken 15.00 kom en kvindelig cyklist på 38 år alvorligt til skade i Slagelse.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV ØST.

- Cyklisten er blevet ramt af bilen og slynget hen over bilen. Hun har fået svære hovedskader, siger Jens Frederiksen, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Der blev tilkaldt en lægehelikopter til ulykkesstedet, i krydset mellem Klosterbanken og Sorøvej, hvor kvinden ligeledes blev behandlet på stedet.

Blev fløjet til Rigshospitalet

- Helikopteren er netop lige landet inde på Rigshospitalet i København, siger Jens Frederiksen.

- Hendes tilstand må betegnes som kritisk, tilføjer han.

Klokken 18.00 er de pårørende til kvinden blevet underrettet.

- Vi har talt med hospitalet. Kvinden er blevet lagt i kunstigt koma, oplyser Jens Frederiksen.

Det er endnu usikkert, hvordan selve ulykken er opstået. Derfor har politiet tilkaldt en bilinspektør, som skal forsøge at opklare, hvad der er sket. Vejen var i forbindelse med ulykken delvis spærret for trafikanter.


Nyhedsoverblik