Kvinde ringede om hjælp til alarmcentralen i Slagelse: Vi sender en ligvogn

En kvinde fik sig noget af en ubehagelig oplevelse, da hun ringede efter hjælp hos alarmcentralen i Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 19. juni 2016 slog en kvinde alarm til alarmcentralen i Slagelse, fordi hendes psykisk syge ekskæreste forsøgte at skaffe sig adgang til kvindens hjem.

I første omgang blev kvinden stillet om til den forkerte af omstillingen, og da hun kom igennem i anden omgang, fortalte hun politiassistenten på alarmcentralen om sin frustration.

I stedet for at have forståelse for kvinden, valgte politiassistenten i stedet at fornærme hende.

quote Jaja, men så sender vi en ligvogn, ikke

Alarmcentralen i Slagelse

Af telefonsamtalen, som TV 2 har fået aktindsigt i fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), fremgår det, at politiassistenten både har belært kvinden om at tale ordentligt, men også har fornærmet hende, da hun bad om hjælp.

I telefonsamtalen sagde politiassistenten på alarmcentralen blandt andet:

- Næste gang du råber efter mig, så lægger jeg røret, for det gider jeg simpelthen ikke finde mig i.

Til det svarede kvinden:

- Ja, det er så fint nok, men hvis jeg er slået ihjel lige om lidt, så huske de jo godt det her opkald, ikke?

Hertil svarede politiassistenten på alarmcentralen:

- Jaja, men så sender vi en ligvogn, ikke…..

Men samtalen stopper ikke her.

Du kan læse hele telefonsamtalen mellem kvinden og politiassistenten her.

  • Kvinde: For helvede, mand! Pas på han ikke kommer ind ...
     
  • Alarmcentralen: Alarmcentralen
     
  • Kvinde: Hej, jeg har lige haft fat i jer. Jeg bor i ...... , jeg skal have fat i politiet. Hun omstillede mig til ingenting. Jeg skal have fat i politiet nu!
     
  • Alarmcentralen: Ja. Hvorfor råber du til mig?
     
  • Kvinde: Ja, fordi din omstillingsdame, hun har lige omstillet mig til ingenting. Jeg har en psykisk syg stående udenfor, der er på vej ind.
     
  • Alarmcentralen: Okay
     
  • Kvinde: Ja. ja, du må sgu undskylde, men hun omstillede mig til ingenting.
     
  • Alarmcentralen: Ja, men det er jo ikke mig, vel?
     
  • Kvinde: Nej, men vil du være sød ... jeg har - jeg har ikke tid til at diskutere det.
     
  • Alarmcentralen: Næste gang du råber efter mig, så lægger jeg røret, for det gider jeg simpelthen ikke finde mig i.
     
  • Kvinde: Ja, det er så fint nok, men hvis jeg er slået ihjel lige om lidt, så husker de jo godt det her opkald, ikke?
     
  • Alarmcentralen: jaja, men så sender vi en ligvogn, ikke ... men er det i orden, at jeg omstiller dig til vagthavende?
     
  • Kvinde: Det der, det har jeg optaget. Det skal du vide.
     
  • Alarmcentralen: Jaja, det er i orden.
     
  • Kvinde: .... og vil du omstille mig til politiet lige nu?
     
  • Alarmcentralen: Ved du hvad? Skal jeg lægge røret? Så tal ordentligt, ikke også?
     
  • Kvinde: Du må gerne omstille mig til politiet, jeg har en psykisk syg mand, der er på vej ind i mit hus.
     
  • Alarmcentralen: Det lyder som om, du også er blevet smittet, unge dame.
     
  • Kvinde: Nej, ved du hvad. Det der, det optager du, ikke også?
     
  • Alarmcentralen: Ja, det gør jeg. Skal jeg stille dig om eller hvad?
     
  • Kvinde: Gider du godt skrive ned, hvad tid lige præcis ....
     
  • Alarmcentralen: Ved du hvad, så har du åbenbart god tid. Så afbryder jeg.
     
  • Kvinde: Ja, det er fint. Det gør du bare. Jeg ringer 114.

Episoden med kvinden og hendes psykisk syge ekskæreste er ikke et enestående tilfælde, hvor en politiassistent fornærmer anmelderen.

TV 2 har ligeledes fået aktindsigt i en anden sag, hvor en person anmeldte et slagsmål på en station, hvor en gruppe indvandrerdrenge ’hånede og slog en anden halvstor teenager’, ifølge anmelderen selv.


Nyhedsoverblik