Kvinde omkommet i brand

En 67-årig kvindelig kørestolsbruger er mandag morgen død i en brand i sit hjem i Korsør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En ældre kvindelig kørestolsbruger mistede livet mandag morgen, da der udbrød brand i hendes hjem på Batterivej i Korsør.

Politiet fik anmeldelsen klokken 6.15, og brandfolkene fandt ifølge Ritzau kvinden siddende livløs i sin kørestol. De fik hende ud omkring klokken 6.30, men hendes liv stod ikke til at redde.

Startede i underetagen

Ilden startede i stueetagen, hvor kvinden bor, mens beboeren på anden sal blev evakueret, oplyser vicepolitikommissær Kenneth Lund-Jensen til Ritzau.

Hvad der er årsagen til branden er endnu uvist, men politiets teknikere vil i løbet af dagen undersøge lejligheden, sagde Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politis vagtchef til TV2 Øst mandag morgen.