Kulør på den sidste rejse

For mange mennesker er døden et taburiseret emne, som er forbundet med frygt og sorg. Men det skal et nyt kunstværk fra Skælskør nu forsøge at lave om på.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Solveig Schultz er kunstner og lever af at sætte kulør på livet. Og nu er det ikke længere kun livet, hun sætter kulør på, men også døden.

Hendes seneste kunstværk er nemlig en meget farverig kiste - et noget usædvanligt projekt selv for en rutineret kunstner.

- Jeg skulle lige over den der snærende fornemmelse i halsen, jeg er jo også skide bange for at dø, så jeg skulle lige i gang, men da jeg først var kommet i gang og havde lagt bunden, så begyndte processen jo, siger Solveig Schultz.

Hendes håb er, at kisten kan være med til at få flere til at tale om døden og værdsætte livet.

- Vi skal være opmærksomme på det liv, vi har. Brug det nu godt og ordentligt og prøv at sortere i det, der kan sorteres i, fastslår hun. 

Opbakning fra lokal bedemand

Det er en lokal bedemand, som har sponseret kisten. Hun håber, at de mange farver kan være med til at lette de efterladtes sorg.

- Så kan folk forhåbentlig blive mindet om alle de gode ting, der har været, sammen med den person, man har mistet, det gode liv man har haft, og den tid man har haft med afdøde, siger Annette Bøgh, som arbejder som bedemand i Skælskør.

Kisten vil blive udstillet hos bedemanden, hvor den kan købes for 22.000 kroner, men skulle det ikke lykkedes at sælge den, er der en helt anden plan med den.

- Ja så kan den få lov til at stå til den dag, jeg selv dør, så vil jeg begraves i den, siger Solveig Schultz. 

Har man lyst til at se kisten, kan den opleves på Art Nordic Exhibition i Øksnehallen i København fra den 15. -17. april. 


Nyhedsoverblik