En 33-årig mand fra Viborg med tilknytning til Slagelse-området har i perioden fra 19. november 2016 til 5. maj i år passeret Storebælt 95 gange uden at betale en krone for det.
Efter en anmeldelse fra A/S Storebælt gik Lokalpolitiet i Slagelse i gang med at undersøge sagen og fandt altså frem til den 33-årige mand. Han er primært kørt over broen i en VW Passat med stjålne nummerplader.
Sigtes for bedrageri
Hvordan det har kunnet lade sig gøre at snyde sig fra at betale, vil politiet ikke ud med.
- Men der er andre, der bliver bonnet for betalingen, siger Jens Jedig Christiansen, politikommissær og leder af Lokal Efterforskning Slagelse.
Den 33-årige blev i går sigtet for bedrageri for cirka 80.000 kroner.