Kommune: For dyrt at overvåge P-plads

Flere seere forstår ikke, hvorfor Slagelse Kommune ikke bare overvåger den p-plads i Skælskør, hvor folk ulovligt dumper affald. Læs kommunens svar her.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Torsdag fortalte vi på TV2 ØST om en parkeringsplads i Skælskør, hvor ukendte gerningsmænd ulovligt efterlader containere med skrald.

Problemet har stået på noget tid, og selv om kommunen har sat skilte op på pladsen, der forklarer, at man ikke må aflevere sit skrald der, har det ikke hjulpet.

Seere: Sæt kamera op

Flere seere har kommenteret historien:

- Hvad med at sætte et bevægelseskamera op, spørger Klara Vedstesen på Facebook.

- Find ud af, hvem det er og send regningen, skriver Klara Graversen - også på Facebook.

- Så se for f..... at få sat video overvågning op de forskellige steder, hvor der viser sig, at være problemer, skriver Arne Boeje Hansen som en kommentar her på hjemmesiden.

Men videoovervågning er ikke vejen frem, hvis man spørger Slagelse Kommune.

Overvågning er dyrt

- Det er en dyr løsning. Selvfølgelig virker det, for kameraet registrerer alt, men du skal jo sidde og kigge bånd igennem, så du skal overveje meget nøje, hvor mange ressourcer det koster op i mod affaldets art, fortæller Thomas Østergaard Jørgensen, som er entreprenørchef i Slagelse Kommune og fortsætter:

- I nattens mulm og mørke, hvor man ikke kan genkende folk, er man også nødt til at belyse pladsen, og det koster jo altså også.

Kommune beder om hjælp fra borgerne
Entreprenørchefen mener desuden, at videoovervågning på den pågældende parkeringsplads bare vil flytte problemet.

- I Slagelse Kommune har vi 1080 km vej, masser af p-pladser, rastepladser osv. Sætter vi overvågning op ved p-pladsen i Skælskør, så flytter vi bare problemet et andet sted hen, siger han og fortsætter:

- Men hvis vores skiltning og vores opmærksomhed på det her og appel til borgerne ikke virker, så kan det blive en konsekvens i sidste ende.

Thomas Østergaard Jørgensen håber i stedet at det, at kommunen er gået ud i offentligheden med problemstilingen, vil hjælpe.

- Vi kan jo håbe, at nogle af Slagelse Kommunes over 77.000 borgere måske ser noget nede ved den parkeringsplads, og så må de da meget gerne skrive til os eller tage et foto og sende til os. Det ville hjælpe meget, siger han til TV2 ØST.

 


Nyhedsoverblik