- Det er livsfarligt. Der er slet ikke dybt nok til at springe ud.
Sådan lyder det fra Slagelse Kommune, der på kommunens Facebookside advarer badegæsterne på Kobæk Strand om at springe ud fra den nye badebro.
Den nye badebro på stranden ved Skælskør har allerede tiltrukket mange mennesker i det varme majvejr.
Nogen kravler endda op på gelænderet og springer på hovedet ud
Men ifølge kommunen, har flere trodset advarslerne på stedet og sprunget ud fra broen.
- Vi er glade for, at mange har taget vores nye badebro ved Kobæk Strand i brug. Men vi har også hørt bekymrende fortællinger om unge, som hopper ud fra broen. Nogen kravler endda op på gelænderet og springer på hovedet ud, skriver Slagelse Kommune i opslaget.
Der er opsat flere skilte ved badebroen, som advarer mod udspring. Men nu håber kommunen, at borgerne vil dele opslaget, så man kan få stoppet de mange udspring, inden nogen kommer til skade.