Kommentator tror på FC Vestsjælland

Trods uafgjort i weekenden tror TV2's fodboldkommentator Alex Nørlund stadig på, at FC Vestsjælland kommer i superligaen, og at de får følgeskab af Vejle.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

FC Vestsjælland og Vejle vil slå Viborg og Lyngby i kapløbet om oprykning til Superligaen. Det vurderer den tidligere TV2 Sport-ekspert Alex Nørlund, der tidligere har kommenteret 1. division.

FC Vestsjælland topper rækken med 54 point, Vejle har 51 point, mens Viborg og Lyngby har henholdsvis 49 og 46 point.

- Det ender, som stillingen er nu. Vestsjælland har skabt det hul, de skal bruge for at komme i land. Vejle rykker også op. De har et lidt højere topniveau end deres direkte konkurrenter, og så har de fået en tro på egne evner, siger Nørlund, der selv har optrådt for 2 af de involverede superligabejlere - nemlig Vejle og Viborg.

Vejle bedre end Viborg

De 2 klubber har spillet 2-2 tidligere på sæsonen, og i denne uge mødes de 2 gange. Først i Vejle på torsdag og på søndag i Viborg.

- Jeg så deres seneste kamp, og der var Vejle en tand bedre. Viborgs spil er sidenhen blevet bedre, men jeg tror, at Vejle vil være stærkest, og det vil give dem et ekstra hul, så Vejle senere kan tåle at tabe til Lyngby.

- Vejle skal i holdets sidste kampe møde en del hold fra den øverste halvdel, og det passer dem godt, at de møder hold, der vil spille fodbold. De har haft det sværere mod bundholdene, siger Alex Nørlund.

Svært for Lyngby

Han har svært ved at se, at Lyngby vil være i stand til at overhale Vejle og Viborg og tage den ene oprykningsplads.

- Men Lyngby er gode i medgang, og de kan pludselig vinde 5 kampe i træk. 5 point virker alligevel af meget, når der kun er 5 spillerunder tilbage, siger Alex Nørlund.

FC Vestsjælland spillede 0-0 mod AB i weekenden og er stadig nummer et i 1. divisio. Begge oprykningsrivalerne fra Vejle og Viborg spillede også uafgjort, så status i topstriden er uændret.

/Ritzau/


Nyhedsoverblik