Kattegatforbindelsen et skridt nærmere - nu skal havbunden undersøges

De kommende uger gennemføres undersøgelser af havbunden i Kattegat for at undersøge, hvordan anlæg af en Kattegatforbindelse kan påvirke havmiljøet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Sund & Bælt vil nu indlede en række geofysiske undersøgelser af havbunden i Kattegat for at finde ud af,  hvordan Kattegatforbindelsen kan påvirke havmiljøet.

Undersøgelserne skal give en mere sikker viden om de geologiske forhold i Kattegat, som skal bruges i analyser af mulige påvirkninger af havmiljø, dyr og planteliv i anlægsfasen af Kattegatforbindelsen, men også når det færdige anlæg tages i brug.

quote Det er helt centralt for forundersøgelsen, at vi opnår ny viden om havbunden og undergrunden

Henrik Vincentsen, anlægsteknisk chef med ansvar for forundersøgelsen hos Sund & Bælt

Det skriver Sundt & Bælt i en pressemeddelelse.

- Det er helt centralt for forundersøgelsen, at vi opnår ny viden om havbunden og undergrunden. Undersøgelserne vil både bidrage til, at vi får en bedre forståelse for de mulige miljøpåvirkninger af forbindelsen, og hvordan vi kan minimere disse, siger Henrik Vincentsen, anlægsteknisk chef med ansvar for forundersøgelsen hos Sund & Bælt.

Desuden vil undersøgelserne bidrage til at skabe bedre viden om, hvordan en bro eller tunnel skal funderes, hvilket vil give et bedre grundlag for at beregne, hvad forbindelsen vil koste at bygge.

Specialudstyret skib til opgaven

Undersøgelserne gennemføres med et skib, som er påmonteret en række specialdesignede tekniske måleapparater. De kan via udsendelse og opsamling af lydbølger kortlægge havbundens forskellige jordlag og deres egenskaber - seismiske undersøgelser.

Undersøgelserne gennemføres med et skib, som er påmonteret en række specialdesignede tekniske måleapparater.
Undersøgelserne gennemføres med et skib, som er påmonteret en række specialdesignede tekniske måleapparater. Foto: Sund og Bælt.

Undersøgelserne foretages i to måleprogrammer over en periode på cika to uger. Herefter bliver resultaterne opsamlet og analyseret med henblik på at opbygge en geologisk model af undergrunden.

- Havbunden og undergrunden i projektområdet er i dag ikke særligt godt undersøgt, så yderligere viden er bestemt vigtigt for projektet, slutter Henrik Vincentsen.

Artiklen fortsætter under kortet. 

Med en Kattegatforbindelse over Samsø vil en biltur mellem Aarhus og København tage omkring 2 timer og 20 minutter
Med en Kattegatforbindelse over Samsø vil en biltur mellem Aarhus og København tage omkring 2 timer og 20 minutter Foto: TV2 Grafik

Det er De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) i samarbejde med Aarhus Universitet, som på vegne af Sund & Bælt gennemfører selve undersøgelserne på havet.

quote Udover de anlægstekniske analyser vil vi bruge de nye data til at opbygge viden om den geologiske udviklingshistorie

Jørn Bo Jensen, statsgeolog for maringeologi ved GEUS

- Vi har lang erfaring med kortlægning af havbundens geologiske forhold, og de nye data, som vi skal indsamle, vil blive suppleret med allerede eksisterende viden og data fra den nationale maringeologiske database, fortæller Jørn Bo Jensen, der er statsgeolog for maringeologi ved GEUS, og fortsætter:

- Udover de anlægstekniske analyser vil vi bruge de nye data til at opbygge viden om den geologiske udviklingshistorie, som kan afsløre detaljer omkring havbundens naturlige miljø og om mulighederne for arkæologiske interesseområder.