Kamp mod socialt bedrageri tages op i Folketinget

Slagelse Kommunes indsats mod socialt bedrageri bliver nu taget op af formanden for Folketingets Socialudvalg

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Formanden for Folketingets Socialudvalg Martin Henriksen (DF) vil have beskæftigelsesministeren til at inddrage de erfaringer, Slagelses såkaldte kontrolgruppe har gjort sig, når det drejer sig om at komme snyderiet til livs. Det skriver sn.dk.

Kommunens kontrolgruppe har siden sin oprettelse i juni sidste år afsløret og standset uretmæssige udbetalinger af sociale ydelser til cirka 100 borgere, der har løjet sig til de ekstra penge.

Men ingen af de 100 er blevet meldt til politiet for deres bedrageri.

- Det er naturligvis glædeligt, at indsatsen virker i den forstand, at de uretmæssige ydelser bliver stoppet. Men det skal jo være sådan, at hvis man bevidst snyder og bryder loven, så skal man anmeldes til politiet, og pengene skal tilbagebetales, siger Martin Henriksen til sn.dk

Han mener, at et netop nedsat tværministerielt udvalg, der er sat i verden for at finde nye metoder til at opdage socialt bedrageri, i høj grad skal lægge vægt på de manglende politianmeldelser.

Martin Henriksen peger på, at socialt bedrageri er en form for kriminalitet, der rammer alle danskere, fordi der ved bedrageriet går penge fra velfærden.

- Derfor vil jeg tage kontakt til beskæftigelsesministeren, så vi forhåbentlig kan sikre, at politianmeldelse af socialt bedrageri i højere grad bliver udbredt. Det skal jo ikke være sådan i forbindelse med socialt bedrageri, at man ikke risikerer andet end at få taget den uretmæssige ydelse fra én, siger han.


Nyhedsoverblik