¨

Kæmpe banan skal skærme mod støj ved Slagelse

Vejdirektoratet starter nu på at anlægge en støjvold formet som en kæmpe banan, der skal skærme for støjen fra Vestmotorvejen ved Slagelse. Foto: Vejdirektoratet

Vejdirektoratet starter nu på at anlægge en støjvold formet som en kæmpe banan, der skal skærme for støjen fra Vestmotorvejen ved Slagelse.

Den første støjvold er formet som en kæmpe banan og består af overskudsjord fra anlæggelsen af omfartsvejen.

Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Arbejdet begynder i indeværende uge, hvor byggepladsen og de midlertidige arbejdsveje til og fra støjvolden bliver gjort klar. Derefter går Vejdirektoratet i gang med at køre de store mængder jord frem til stedet ud for Amerikakvarteret, hvor støjvolden skal bygges op lag på lag.

- Vi starter med den lidt mindre støjvold, som er udformet som en banan. Den skal sørge for at skærme for støj fra motorvejen i den vestlige ende af Amerikakvarteret. Når den er på plads, går vi i gang med at anlægge den store, mere aflange støjvold, som skal skærme af langs motorvejen, udtaler Peter Beck Larsen, projektleder i Vejdirektoratet.

Står færdig i slutningen af september

Jorden transporteres i store lastbiler, og bilister og naboer omkring Amerikakvarteret må derfor forvente en del arbejdskørsel i området, mens støjvolden anlægges.

Samlet set skal der flyttes cirka 170.000 tons jord, eller hvad der ifølge Vejdirektoratet svarer til cirka 35.000 elefanter.

Vejdirektoratet opfordrer derfor til, at man er ekstra opmærksom i trafikken i den kommende periode.

- Vi regner med, at der i visse perioder vil køre lastbiler ind og ud af byggepladsen ved Amerikakvarteret omkring hvert 3. minut. Der vil med andre ord være en del tung trafik i området. Giv gerne vores lastbilchauffører et vink med på vejen, så I er sikre på, at de har set jer, siger Peter Beck Larsen.    

Vejdirektoratet forventer, at støjvoldene står færdige i slutningen af september, hvorefter de vil blive beplantet.

Støjvolden bliver lavet af overskudsjord fra byggeriet af omfartsvejen, der åbnede i september 2013. Projektet er kommet i stand gennem et samarbejde imellem Slagelse Kommune og Vejdirektoratet.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App