Jeppe fra Slagelse inviteret på Wembley: - Jeg kneb en tåre

DBU har inviteret 40 loyale fans på Wembley til EM-semifinalen, hvor danskere ellers er forment adgang. Jeppe og fire venner fra Slagelse skal afsted.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Når det danske fodboldlandshold onsdag træder ind på græstæppet på Wembley i London til semifinalen ved europamesterskaberne i fodbold, bliver det ikke med helt samme opbakning, som holdet ellers har nydt i turneringen indtil videre.

Herboende danskere har nemlig ikke mulighed for at rejse til England og støtte landsholdet fra tribunerne på grund af engelske corona-restriktioner, der kræver, at indrejsende går i isolation.

quote Jeg synes, det er fantastisk stort af DBU at være så jordnære og anerkender os, der har støttet op i så mange år

Jeppe Svare Holm, Slagelse

Det gælder dog ikke for den gruppe, som det danske fodboldforbund, DBU, har fået lov til at invitere med. Udover spillernes kærester eller ægtefæller samt DBU’s ledelse og partnere, har DBU valgt at invitere landsholdets 40 mest loyale fodboldfans med.

Jeppe Svare Holm fra Slagelse er én af de heldige fans, der blev ringet op og inviteret med på turen.

- Jeg må indrømme, at jeg kneb en tåre, for det er så speciel en oplevelse oven på op- og nedture i corona-tiden, fortæller han.

- Jeg synes, det er fantastisk stort af DBU at være så jordnære og anerkender os, der har støttet op i så mange år, fortsætter slagelseaneren.

Læs også
Landsholdsspiller sender særlig tak til hjemstavnen: - Det varmer mit hjerte
Læs også
Landsholdsspiller sender særlig tak til hjemstavnen: - Det varmer mit hjerte

Jeppe Svare Holm bliver ikke det eneste islæt fra Slagelse. Blandt de 40 loyale fans er nemlig fire andre fra den vestsjællandske by, som Jeppe Svare Holm normalt tager på landsholdsture med.

Følger holdet verden rundt

De 40 pladser er givet til de danske fans, der har optjent flest af de såkaldte loyalitetspoint hos DBU. De er optjent ved at deltage i kampe med landsholdet.

quote Det er jo fantastisk at have så stor en ting som et EM i lille Danmark. Men, som vi alle sammen desværre så i første kamp, knækkede hele filmen, da Christian Eriksen faldt om

Jeppe Svare Holm, Slagelse

Jeppe Svare Holm har optjent sine loyalitetspoint ved at følge landsholdet flere steder i verden. Blandt andet til EM i 2004 i Portugal og til VM i 2018 i Rusland.

- Sammenholdet, hvor rivaliserende fans fra både Brøndby IF, FC København og FC Midtjylland mødes om landsholdet, er virkelig fedt. Man glæder sig til at se hinanden til især slutrunder, fortæller Jeppe Svare Holm om sin dedikation til landsholdet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Blandt de 40 loyale fodboldfans, DBU har inviteret til semifinalen i London, er en gruppe på fem personer fra Slagelse.
Blandt de 40 loyale fodboldfans, DBU har inviteret til semifinalen i London, er en gruppe på fem personer fra Slagelse. Foto: f

Helt aktuelt har slagelseaneren også været i Parken til alle holdets gruppekampe i år samt ottendedelsfinalen mod Wales i Amsterdam, som Danmark vandt 4-0.

- Det er jo fantastisk at have så stor en ting som et EM i lille Danmark. Men, som vi alle sammen desværre så i første kamp, knækkede hele filmen, da Christian Eriksen faldt om. På det tidspunkt var min opfattelse, at nu kunne EM være ligegyldigt, men heldigvis vendte drengene (landsholdsspillerne, red.) det og gav en indsats, og nu står vi med en mulighed for at komme i finalen, siger han.

Det er tredje gang i landsholdets historie, de står i en semifinale ved en slutrunde og første gang siden 1992, hvor holdet – som bekendt – gik hele vejen og løftede EM-pokalen i Malmø efter sejr over Tyskland. 

Læs også
Hilsner strømmer imod fodboldstjerne efter hjertestop: - Det gav en følelse af fællesskab
Læs også
Hilsner strømmer imod fodboldstjerne efter hjertestop: - Det gav en følelse af fællesskab

Den kamp så den i dag 42-årige Jeppe Svare Holm i et sommerhus i Sverige som 13-årig dreng. Efter mange års følgeskab med landsholdet vurderer han, at stemningen omkring landsholdet lige nu er unik.

- Man har kunnet mærke, at det betyder meget for spillerne, at fansene støtter op. Udover det har vi kunnet mærke stor ros fra udenlandske tilhængere i for eksempel Amsterdam, hvor de har klappet af os, når vi er kommet gående i vores landsholdstrøjer, fortæller han.

- Fans er det vigtigste

DBU betaler fly- og stadionbilletten for de 40 fans, og - vigtigst af alt - giver de altså en helt unik adgang til England uden krav om isolation. De medrejsende skal dog opholde sig i en særlig corona-boble uden kontakt til andre på turen.

- Fans er det vigtigste i fodbold. Det mærker vi alle i disse dage med et rød-hvidt Danmark og kæmpe folkefest. Derfor er vi glade for at kunne give en tur til semifinalen på Wembley til nogle af de landsholdsfans, der har støttet holdet i tykt og tyndt de seneste år, udtaler DBU’s administrerende direktør Jakob Jensen i en pressemeddelelse.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det bliver dog ikke kun de 40 loyale fans, der skal stå for stemningen i rød-hvid favør. Danskere bosat i England og Skotland kan nemlig sagtens komme på stadion, og knap 6.000 billetter er tildelt danskerne.

De seneste dage har danskere bosat i Danmarks naboland mod vest da også forsøgt at organisere sig og gøre klar på at støtte det danske landshold bedst muligt mod englænderne, der ellers har hjemmebane.

- Jeg kommer i min landsholdstrøje og med mit store flag, og jeg tror, at de souvenirbutikker, der har noget dansk, bliver plyndret af danske fans, siger Jacob Mouritsen, der til dagligt studerer i Sheffield, til tv2.dk.

DBU har desuden sendt 5.000 Dannebrogsflag til Wembley til de danske fans, så Wembley bliver så rødt og hvidt som muligt. Om det bliver nok til at hjælpe det danske landshold videre til en EM-finale vil vise sig onsdag aften. Men Jeppe Svare Holm tror på det.

- Jeg er absolut fortrøstningsfuld og sikker på, at vi kan hive en kneben sejr med hjem, så vi er videre til søndagens finale, lyder det.

Hvis det lykkes, bliver landsholdet i England, da søndagens finale også spilles på Wembley i London.


Nyhedsoverblik