Ingen straffesag mod betjente for dræbende skud

Statsadvokat stopper efterforskning af sagen om politiets skud mod 48-årig mand i Slagelse

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

To politifolk gjorde intet strafbart, da de i Slagelse skød og dræbte en angribende 48-årig mand.
 
Det har Statsadvokaten i København netop afgjort. Efterforskningen af sagen er indstillet, og der skal ikke rejses en straffesag, oplyser senioranklager Line Scharf torsdag.
 
Episoden fandt sted en nat i januar 2014. Betjentene var sendt ud til værtshuset Old Irish Pub, fordi der var uro.
 
Udenfor værtshuset stod en 48-årig mand. Han var bevæbnet med en cirka 30 centimeter lang kniv, men han nægtede at smide den fra sig, da betjentene råbte til ham.
 
Kort forinden havde han stukket ud efter en yngre dørmand.
 
Først affyrede de et varselsskud, men alligevel var manden fortsat truende og gjorde et nyt udfald, har betjentenes advokat, Torben Koch, tidligere oplyst om forløbet.
 
Da de mente, at situationen var livsfarlig, affyrede de skud mod den 48-årige, som blev ramt.
 
Hårdt såret blev han bragt til hospitalet, og han døde kort tid efter.
 
Inden han døde, blev han på grund af angrebet mod dørmanden af politiet sigtet for forsøg på manddrab.
 
Sagen har været efterforsket af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
 
/ritzau/


Nyhedsoverblik