I aften løfter de Storebæltsbroen

En større manøvre med at udskifte lejer på Storebæltsbroen betyder i nat, at hele vognbanen på højbroen skal løftes.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kæmpestore donkrafte vil onsdag aften løfte vognbanen på Storebæltsbroens højbro - og kort efter skal lejerne på broen udskiftes med nye.

Det oplyser Storebæltsforbindelsen.

- Det er et lidt større arbejde, men heldigvis er det ved de tidligere udskiftninger af lejer gået som planlagt, siger driftsleder Martin Duus Hansen til TV ØST.

Selve vognbanen skal løftes 15 millimeter under øvelsen, der ventes at tage hele natten.

Undervejs vil trafikken på broen blive indskrænket, så biler ikke kører direkte hen over det sted, hvor der arbejdes.

Årsagen til arbejdet er, at brodrageren bærer selve vejbanen og skal kunne bevæge sig, fordi brodragerens længde ændrer sig alt efter temperaturen. Om sommeren, når det er varmt, er brodrageren længere end på kolde vinterdage. Lejerne, som ligger under brodrageren, tillader, at brodrageren kan bevæge sig efter behov.

Arbejdet på broen starter klokken 22:00, og ventes først at være afsluttet i løbet af morgenen.


Nyhedsoverblik