I aften kan breddeklubben rykke op blandt de bedste

Volleyklubben Vestsjælland kan i aften kvalificere sig til Volleyligaen efter blot en enkelt sæson i 1. division.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der bliver sandsynligvis fuldt hus i Korsørhallen i aften, når Volleyklubben Vestsjælland skal spille oprykningskamp.

Efter kun en enkelt sæson i 1. division, har klubben nemlig spillet sig med i oprykningsspillet, hvor tre klubber spiller om to oprykningspladser.

Aftenens modstander er de på papiret noget stærkere ASV Aarhus, der er vant til det højere niveau fra deres sæsoner i den bedste række. Men hvis VK Vestsjælland kan overraske, så kan de kvalificere sig allerede i aften. Vinder VK Vestsjælland 3-0 eller 3-1 i sæt, er oprykningen sikret. Ellers skal de ud i en afgørende kamp mod den sidste klub i oprykningsspillet, Bedsted. Dem slog VK Vestsjælland sikkert 3-0 hjemme i Korsør i marts.

Satser på bredden

Kampen i aften er på mange måder lidt af en solstrålehistorie. Volleyklubben Vestsjælland har igennem målrettet ungdomsarbejde igennem de sidste otte år selv leveret spillere til det hold som nu kan rykke i Volleyligaen. I klubbens visioner fremgår det, at klubben er en breddeklub for alle. Det ses blandt andet ved, at kontingentet i klubben er lavt, så også familier med lav indkomst eller mange søskende kan være med.

Klubben har i løbet af sidste par år modtaget flere priser. Blandt andet integrationsprisen i Slagelse Kommune for klubbens arbejde med socialt udsatte børn og unge. Og i december 2015 modtog klubben Dansk Volleyball Forbunds initiativpris for arbejdet med at hente syriske flygtningebørn og følges med dem til og fra træning i bybussen. Klubben har blandt andet også købt rejsekort til børnene.

Kampen mod ASV Aarhus begynder klokken 18.30 – og vi sender live fra hallen i vores nyhedsudsendelse klokken 19.30.


Nyhedsoverblik