Hans-Kristian Vittinghus: Min største individuelle sejr

Hans-Kristian Vittinghus vandt i dag Australian Open og kalder det uden sammenligning sin største sejr individuelt set.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hans-Kristian Vittinghus, fra Team Skælskør-Slagelse, vandt i dag finalen i Australian Open over Hyeok Jin Jeon fra Sydkorea. 

- Det er kæmpe stort. Det er uden sammenligning min største sejr individuelt set. Thomas Cup for tre uger siden var kæmpe stor, også større end det her, men på en lidt anden måde, det var jo en holdpræstation. Det her, det var kun mig selv, siger Hans-Kristian Vittinghus til TV ØST.

- Det var en virkelig, virkelig fed oplevelse, og et kæmpe mål jeg har opnået med endelig at få en af de her helt store titler, så det er jeg ovenud lykkelig for.

Virkelig træt i andet sæt

Første sæt vandt Vittinghus med 21-16, mens andet sæt blev tabt 19-21. 

- Jeg var virkelig træt i andet sæt. Jeg synes faktisk, at det var en virkelig hård kamp, og jeg synes, at han kæmpede virkelig hårdt og spillede højt tempo i andet sæt. Det er selvfølgelig klart, at jeg gerne ville have lukket den dér, men jeg føler egentlig ikke, at det var fordi, jeg smed det væk på nogen måde, jeg synes egentlig, at han gjorde sig fortjent til at komme tilbage ind i kampen. 

Knækkede modstanderen i tredje sæt

Vittinghus fandt dog kræfterne frem i tredje sæt, som han vandt 21-11.

- Jeg prøvede egentlig at gå ind og tage lidt mere styring, så jeg blev lidt mere offensiv og lave et par temposkift, sådan at jeg kunne få et lille hul i starten, og det lykkedes jeg heldigvis med. Og så satte jeg et par angreb rigtig godt, og fik det her forspring på tre point, og det er som om, at det knækkede ham en lille smule, så han skulle hænge efter hele tiden. Det virkede som om at han begyndte at blive træt dér, hvor det var mig, der havde været mere fysisk presset i andet sæt.

Svært at genskabe lykkefølelse

Ved matchbolden får Hyeok Jin Jeon skudt bolden i nettet, og Hans-Kristian Vittinghus falder ned på knæ i et glædesbrøl.

- Følelsen der til sidst når man har vundet den sidste bold, det er bare en kæmpe forløsning og glæde. Og ja, man er bare simpelthen så lykkelig lige i det øjeblik der, det er en følelse, der er svær at genskabe i ret mange andre situationer, vil jeg sige.

Efter sejren tillod den 30-årige badmintonspiller sig en fejring i Australiens største by.

- Jeg har været nede ved havnen i Sydney og se kæmpe lysshow, få noget godt at spise og en god flaske vin sammen med min træner, der også er her, så jeg har fejret det. 

Hans-Kristian Vittinghus lander tirsdag morgen i Danmark, hvorefter han skal hen til Slagelse Rådhus klokken 13 og fejre holdets sejr i Thomas Cup for et par uger siden. 


Nyhedsoverblik