Håndboldklub fremmer handicappedes mulighed for at deltage i lokalsamfundet

Håndboldklubben Frem 83 Skælskør har modtaget årets handicappris af Slagelse Kommune, fordi klubben gør håndbold tilgængelig for alle.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hos håndboldklubben Frem 83 i Skælskør kan de noget, som Slagelse Kommunes Handicapråd synes er vigtigt.

Derfor modtog håndboldtræner Knud Trane og klubben tirsdag aften årets Handicappris.

- Knud og Frem 83 har vist vejen, og bliver forhåbentlig en inspiration for andre foreninger. Derfor er jeg virkelig glad for at vise vores taknemmelighed med denne pris, siger formand for Slagelse Kommunes Handicapråd, Ole Andersen.

quote Jeg fandt meget hurtigt ud af, at det slet ikke er anderledes end at træne alle andre unge

Knud Trane, håndboldtræner, Frem 83 Skælskør

For fire år siden takkede Knud Trane ja til at oprette et håndboldhold for unge med særlige behov. Han sagde ja med det udgangspunkt, at det ville være en ny udfordring.

- Jeg er i gang med mit år nummer 46 som håndboldtræner. Da jeg blev spurgt, om jeg ville lave noget for unge med særlige behov, tænkte jeg, at det kunne være spændende at prøve noget nyt, når jeg følte, jeg næsten havde prøvet alt, siger Knud Trane til TV ØST.

Træner unge med fysiske og psykiske udfordringer

Spillerne på holdet er fra 16 år og opefter. Det er unge med både fysiske og psykiske udfordringer. Den mangfoldighed forventede Knud Trane, ville blive en særlig opgave som træner.  

- Jeg tænkte, det kunne være spændende at arbejde med den slags unge mennesker. Men jeg fandt meget hurtigt ud af, at det slet ikke er anderledes end at træne alle andre unge, siger han.

For som han forklarer, er det et spørgsmål om at tage udgangspunkt i de unge, hvor de er. Præcis som man gør med enhver anden ung håndboldspiller.

- Jeg træner dem på fuldstændig samme vilkår som alle andre. Det handler om at man træner efter det niveau, de er på, forklarer Knud Trane. 

Idræt er win win for alle

Holdet tæller i dag, fire år efter Knud sagde ja til posten som træner, 18-20 spillere, og den indsats mener Slagelse Kommunes Handicapråd skal honereres. 

quote Foreningslivet i idrætsklubberne rummer et kæmpe potentiale til at fremme handicappedes mulighed for at deltage aktivt i lokalsamfundet

Ole Andersen, formand, Handicaprådet, Slagelse Kommune

- Idrætten er helt sikkert et af de stærkeste ben i den frivillige indsats i det danske samfund. Foreningslivet i idrætsklubberne rummer derfor et kæmpe potentiale til at fremme handicappedes mulighed for at deltage aktivt i lokalsamfundet, siger Ole Andersen, formand for Slagelse Kommunes Handicapråd.

Og idræt kan bare noget, hvis man spørger Knud Trane.

- Nu er jeg jo en håndboldmand, men generelt kan idræt gøre meget for unge mennesker. Det er det her samvær med andre unge mennesker, og det her med at få bevæget sig og få blæst hovedet igennem, siger han.

Læs også
Rema 1000 i Korsør får handicappris
Læs også
Rema 1000 i Korsør får handicappris

Han forklarer, at det måske endnu mere er et frirum for de unge med særlige behov.

- Man glemmer alle de problemer, man render rundt med, så snart man er på banen. Det gør jeg også selv. Og de her unge mennesker har måske endnu mere at slås med. Så det er særligt godt for dem, og man kan også mærke, de glæder sig, siger Knud Trane.

Andre unge får øjnene op

Men ikke bare har holdet fået de unge med særlige behov i bevægelse. Det har også givet resten af foreningen meget.

- Vi kan jo se det på de andre i klubben, at er meget interesserede i at komme og kigge på kampene. Det betyder, at de andre børn og unge i foreningen får øjnene op for, at der også findes unge mennesker, der har andre udfordringer end dem selv, siger Knud Trane.

Prisen blev uddelt i Skælskør Hallen tirsdag aften i forbindelse med juleafslutningen for Frem 83 Skælskør.

Slagelse Kommunes Handicappris gives hvert år til en person eller klub, der yder en frivillig, ulønnet indsats, for borgere med handicap.


Nyhedsoverblik