Halmbrand gav brandfrygt i Korsør

Halmbranden i Vemmelev ved Slagelse udløste natten til mandag frygt for, at der var udbrudt brand i Korsør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Branden i 200 big baller ved Vemmelev mellem Slagelse og Korsør udløste natten til mandag frygt for, at der var udbrudt brand i Korsør.

Det fortæller Michael Gravgaard fra Slagelse Brand og Redning til TV ØST.

Omkring halvdelen af halmballerne er nu brændt, men resten af ballerne brænder stadig.

- I nat slog vinden om, og vi kunne se, hvordan røgen trak ind over Korsør Nor og faldt direkte ned over Korsør by. Det førte til, at vi blev kaldt ud flere gange, siger Michael Gravgaard.

Kold luft fra Storebælt

Brandfolkene har besluttet at lade halmbranden brænde ud af sig selv.

- Der er tale om så stor en brand, at det slet ikke kan betale sig at slukke den med drikkevand. Vi bruger først vand til at slukke branden, når der ikke er ret meget tilbage. Det bliver nok i eftermiddag, siger Michael Gravgaard.

Årsagen til, at røgen slog ned over Korsør by skyldes efter alt at dømme, at kølig luft trak ind over byen fra Storebælt.

Branden i halmballerne er muligvis en eftervirkning efter Ungdomsbrandvæsnets Landstræf lørdag, hvor en øvelsesbrand muligvis ikke er blevet slukket ordentligt. 


Nyhedsoverblik