Giftigt gasudslip: Fem personer på sygehus

Fem personer blev onsdag morgen sendt på sygehuset på grund af et giftigt gasudslip i Dalmose ved Slagelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et giftigt gasudslip på Hashøj Biogas på Vemmeløsevej i Dalmose ved Slagelse var onsdag morgen årsag til, at fem personer blev fragtet til Slagelse Sygehus.

Politi og brandvæsen modtog en melding klokken 07.06 og rykkede omgående til stedet. Også ambulancer blev sendt til anlægget. 

- En chauffør læsser miljøaffald, som består af madrester fra hospitaler i Københavnsområdet, af i en hal. Der udvikler sig så nogle farlige nitrøse gasser, og da han går om bag bilen, falder han om, siger Bo Georg Petersen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og fortsætter:

- Flere personer, blandt andet en håndværker og en anden chauffør, som han faktisk har talt med kort forinden, forsøger at hjælpe ham. De får ham hevet ud, men får det så også dårligt.

Bo Georg Petersen fortæller til TV ØST, at chaufføren var i bevidstløs tilstand, da han blev bragt til sygehuset, og oplyser desuden, at han ligger i respirator, mens de fire andre personer, som meldels uden for livsfare, er indlagt til observation i henholdsvis 12 og 24 timer.

- Vi har ikke præcise informationer om, hvor slemt det er i forhold til chaufførens tilstand, siger han.

Politiet kender ikke koncentrationen af kemikalieudslippet og ved heller ikke med sikkerhed, hvorfor arbejdsulykken opstod i første omgang.

- Vores teori er dog, at madaffaldet har ligget et døgns tid i tanken, og at det er på grund af varmen, at der er blevet udløst gasser, siger han.

Miljøvagten fra Slagelse Kommune og Arbejdstilsynet arbejder nu på at få klarlagt de nærmere omstændigheder omkring hændelsen. 


Nyhedsoverblik