Ghita Nørby og Viggo Mortensen i Korsør

Korsør har torsdag aften kendt besøg. Ghita Nørby og Viggo Mortensen besøger byen for at promovere deres nye film Jauja, men selv fik de ikke plads i biografen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er i den grad stjernedrys over Korsør torsdag aften, hvor Ghita Nørby og Viggo Mortensen besøger byen.

De er på tour i hele landet for at hilse på publikum og promovere deres nye film Jauja, som samtidig bliver vist i de lokale biografer. De har bevidst valgt de mindre byer, hvilket gør, at der kun er plads til få mennesker i biografen. I Korsør Biograf Teater er der plads til 130, og det betød torsdag, at de to hovedpersoner ikke selv fik pladser salen.

- Vi synes, det var sjovt at gøre det på den her måde. Og så var der ingen af de store, der ville købe filmen i starten. Men nu kan de se, at der er udsolgt alle steder, og at den får gode anmeldelser, så nu vil de gerne, siger Viggo Mortensen, mens filmen bliver vist i Korsør.

Og netop Korsør er et helt særligt sted at vise filmen frem. Her har Viggo Mortensen blandt andet to fastre, og så kusine Lene Borup, der stod for aftenens arrangement.

Roser hinanden

For de to skuespillere har samarbejdet både under filmen og nu her bagefter været en fornøjelse, lyder det enstemmigt fra dem.

- Det er jo herligt at spille sammen. Vi er gode kolleger, og vi er blevet gode venner, og begge dele giver grobund for et godt samarbejde, siger Ghita Nørby, og Viggo Mortensen har ligeledes kun ros tilovers for kollegaen.

- Ghita, du er temmelig moden og ikke bange for noget som helst, siger Viggo Mortensen og uddyber med, at der aldrig var brok fra hende trods optagelser til den nye film i den sydlige og meget kølige del af Argentina.

Fredag den 8. maj er det Faxes tur til at få besøg af de to stjerner. Her er det biografen Kanten, der lægger hus til. Kun 14 biografer i landet får besøg af Ghita Nørby og Viggo Mortensen i forbindelse med promoveringen.

Her kan du læse lidt om filmen:

Du har aldrig set eller hørt mage til Lisandro Alonsos hallucinatorisk smukke, nye dansk-argentinske film. Den danske kaptajn Gunnar Dinesen – spillet af Viggo Mortensen – udstationeres fra Sydsjælland til det vilde Patagonien i 1880’erne. Det argentinske militær er i færd med at udrydde og slagte det indfødte folk, så europæiske nybyggere kan overtage landet.

Med sig har han sin 15 årige datter Ingeborg – det unge stjerneskud Viilbjørk Malling Agger - der fremstår som uskylden selv blandt de brovtne mandfolk i ødemarken. Den unge pige bliver på alle måder bemærket af soldaterne. Og kaptajnen vogter om Ingeborgs uskyld i denne fjerne verden langt væk fra Danmark. En nat forsvinder hun. Bortført, eller blot forført af en ung soldat?

Desperat drager Kaptajn Dinesen ud i det uforudsigelige landskab i en delirisk eftersøgning, hvor en fjern mumlen fra den deserterede militærmand Zuluaga og problemer med de indfødte 'kokoshoveder’ forstærker den allestedsværende simrende paranoia i kaptajnens ensomme søgen efter sin eneste datter. Alle spor af civilisation opløses omkring ham i rejsen imod den uvisse eksistens. Og da han finder frem til en hemmelig kilde og møder en dame i en hule - Ghita Nørby i en psykedelisk cameo-rolle - vendes der for alvor op og ned - i en mere end overraskende slutning.

Lisandro Alonso er en visionær filmskaber fuld af overraskelser. Ikke desto mindre lykkes det ham at tage alle ved næsen med denne film, der ikke blot bryder radikalt med sin egen fortælling, men også med den tvetydige minimalisme, der har skabt instruktørens navn.

 


Nyhedsoverblik